Mens USA og Storbritannien er i færd med at justere kursen og omformulere målene og succeskriterierne for deres tilstedeværelse i Irak, har Danmark en statsminister, der afviser at tale om en ændret strategi og fastholder målene for tilstedeværelsen i Irak. Sidst Fogh udtalte sig om målene, var i sin åbningstale til Folketinget i oktober: »Målet er at hjælpe befolkningerne til frihed og selvbestemmelse. Til genopbygning og økonomisk udvikling. Og til fred og stabilitet«. Mens alle andre erkender, at en elementær stabilisering af sikkerhedssituationen er det bedste, man nu kan håbe på, fastholder Fogh de fritsvævende forestillinger om et demokrati, der skal være forbillede for hele Mellemøsten. Hvor Rumsfeld måtte give op, står Fogh fast. Denne avis har fra første færd været modstander af den danske deltagelse i Irak. Fordi krigen var uden FN-mandat og splittede EU, NATO og FN. Samtidig har vi glædet os over Saddams fald og håbet på, at USA’s højrisikable overtagelse af ansvaret for Irak alligevel kunne ende positivt. I dag står det klart, at det er gået galt. Det har et flertal af amerikanere, briter og danskere erkendt, og selv regeringens støtter i Dansk Folkeparti er ved at få kolde fødder. Men statsministeren vil endnu intet se og intet høre. Når han påtager sig at holde den neokonservative skanse efter Rumsfelds afgang, skyldes det formentlig ikke hans manglende virkelighedsfornemmelse. Problemet er, at engagementet i Irak udgør kernen i Foghs værdibårne udenrigspolitik. Et nederlag i Irak vil derfor efterlade en statsminister, der har tabt et vigtigt slag i den »globale værdikamp«. Det er jo ikke Fogh, der har opfundet den aktivistiske udenrigspolitik, hvor Danmark tager ansvar, som på Balkan og under den første Golfkrig. Den politik førte Poul Nyrup Rasmussen og Poul Schlüter før ham. Foghs bidrag består i at stå last og brast med USA uden hensyn til Danmarks øvrige udenrigspolitiske interesser og uden hensyn til risikoen for, at det går galt. Med henvisning til en »global værdikamp« har han frigjort os fra både principper, allierede og enhver udenrigspolitisk jordforbindelse. Det er denne kurs, der har ført os ind i den irakiske blindgyde, hvor vi aldrig har haft noget at vinde, og hvor vi nu har alt at tabe. At vores soldater skal hjem fra Irak tidligt i 2007, må være en selvfølge. Endnu vigtigere er det, at regeringen gør op med den retorik og den stædighed, ja, hele den kurs, der førte dem derned.