To københavnske borgmestre fik for nylig et stærkt tilbud af fonden Realdania. De kunne sige ja til at lade fonden bygge et parkeringsanlæg, en bro og en lille park, nøjagtig som fonden ville have det, eller de kunne slet ingenting få. Overborgmester Ritt Bjerregaard og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam sagde fornuftigvis nej: Københavns byplan vedtages på Rådhuset af de folkevalgte, som borgerne har sat til at forhandle om sagerne og påvirke dem i den retning, borgerne ønsker. Demokratiet kan ikke bare stå ret, selv ikke for den gladeste giver. Fonden Realdania gør et stort og prisværdigt arbejde. Og den foretrækker at arbejde diskret, hvilket ikke skal lægges den til last – der prales rigeligt i dagens Danmark. Men det prisværdige kan jo ikke begrunde en kortslutning af demokratiet, og diskretionen er vanskelig at håndtere for politikere med pligt til offentlig debat. Bjerregaard og Bondam valgte imidlertid at respektere både fonden og demokratiet – fonden fik sin diskretion (indtil den sprang læk), demokratiet fik lov at fungere videre uden ultimatum. De sagde altså nej. Sporene skræmmer jo også. Realdanias tilbudte gave er en følge af Mærsk Mc-Kinney Møllers gave, den forkert proportionerede og forkert placerede Opera på Holmen. Der fulgte ingen finansiering med Hr. Møllers gave, hverken til drift eller til trafik, så de københavnske skatteydere har med rederens hjælp fået et hul i lommen på størrelse med et pænt stort containerskib. En dyr gave at sige ja til. Og Realdania ville så følge op på den dyre gave, nu med en, som gik imod Københavns ønske om færre biler i byen. Endnu en dyr gave. Måske skulle man være lidt mindre rørstrømsk, når milliardgiverne melder sig. Det er jo politik. Alt det med gavmildhed og taknemmelighed eller smålighed og utaknemmelighed, hele denne privatøkonomiske sprogbrug og individuelt moraliserende tone passer ikke rigtig på store offentlige anlæg, samfundsinvesteringer med kæmpestore konsekvenser for borgerne både nu og i fremtiden. Det er helt o.k., at Realdania knytter betingelser til sit forslag. Men det er også helt o.k., at de folkevalgte tager køligt stilling og beslutter sig ud fra deres mandat. Ingen af delene er specielt gode eller onde – begge dele er politik.