Når vi køber en pose gulerødder, får staten sin del. Nogle af de penge bruges til at lave sundhedskampagner, som skal lokke os til at spise flere grøntsager. Andre til at bekæmpe følgevirkningerne, når kampagnerne ikke virker. Er det logisk, at staten er med til at fordyre varer, som alle ved er afgørende for folkesundhed, trivsel og andet godt fra velfærdshavet? Hvis man for en stund antog, at vi i Danmark skulle vedtage et nyt momssystem, ville vi så indrette det så selvmodsigende? Næppe. Og da slet ikke i en situation, hvor et af de største problemer i den vestlige verden er fedme. Argumenterne mod et differentieret momssystem vidner da også om, at det især er frygt for forandringer, der hindrer forsøg på at slanke og forsunde danskerne ved at appellere til deres veludviklede økonomiske snusfornuft. FØRSTE argument mod differentieret moms lyder, at det er formynderisk. Men det holder ikke. Der findes jo allerede særafgifter på spiritus og sodavand. Selv om regeringen og støttepartiet Dansk Sodavandsparti gør, hvad de kan for at sætte prisen på giften ned og dermed forbruget op, er der allerede nu prisforskel på æblejuice og æblesnaps. Desuden er der de omfattende rygeforbud. På den baggrund må det siges at være skudt noget over målet at tale om formynderi, når det gælder billigere æbler. Det andet argument mod differentieret moms er, at det er svært at administrere. Men det holder heller ikke. For Danmark er et af verdens mest gennemregulerede samfund og samtidig det eneste land i EU, som ikke har differentieret moms. Så selvfølgelig kan vi gøre forsøget, hvis der er politisk vilje til det. Endelig er der argumentet om, at det vil være for dyrt. Det må bestemt tages alvorligt, for en fjernelse af momsen på frugt og grøntsager vil koste godt 2 mia. kr. om året. Men i et land, hvor finansministeren hævder, at vi har råd til at købe resten af verden, må pengene kunne findes. Nogle af dem ved for eksempel at beskatte spiritus, slik og cigaretter yderligere. De langsigtede gevinster ved at fremme folkesundheden er svære at beregne, men det er udtryk for kortsigtet statskynisme ikke at fremme forebyggelse frem for behandling. Vi kan diskutere længe, om vi skal bruge pisk eller gulerod for at lokke danskerne til at spise sundere. Men kan vi dog ikke blive enige om, at det ikke hjælper at beskatte guleroden?