Frankrig er et tiltrækkende og på mange områder meget velfungerende land, men med et politisk system i alvorlig krise. Først og fremmest er der begrundet mistillid til mange politikere. De fleste franske politikere er på en gang skeptiske over for globaliseringens økonomiske realiteter – og upopulære blandt vælgerne. I de fleste lande ville det ene udelukke det andet; at franske politikeres virkelighedsfornægtelse ikke engang gør dem populære, viser, hvor dyb kløften er mellem alt for mange politikere og alt for mange vælgere. Netop derfor er det opmuntrende, at de to politikere, der er favoritter til i april at skulle kæmpe om den altafgørende præsidentpost, er landets to mest interessante og fornyende politikere. Ségolène Royal har fået massiv opbakning af Socialistpartiets fodfolk. Hendes modstandere har forsøgt at stemple hende som en letvægter, der mest bæres frem af en stil og af sit køn. Men selv om hun kun har været juniorminister, og selv om hun endnu ikke har lagt et detaljeret program frem, er det forkert at affærdige hende som overfladisk eller opportunistisk. Når hun tør forsvare en Blairs socialliberale linje på den stærkt antiliberale franske venstrefløj, er det modigt. Og hendes forsøg på at genskabe vælgernes tro på, at de kan gøre en forskel i politik, er direkte livsnødvendigt i et land med en stivnet politisk kultur.SELV OM præsident Chirac slår sig i tøjret til det sidste, er der næppe heller tvivl om, at hendes modstander bliver indenrigsminister Nicolas Sarkozy. Også han tør tale åbent om problemerne, og det gælder ikke kun den kriminalitet og de integrationsproblemer, der plager Paris’ forstæder. Hvor franske valgkampe traditionelt har været præget af en lidt abstrakt, ideologisk tone, er der måske udsigt til en diskussion af konkrete samfundsproblemer og deres løsninger. Ingen af de to kandidater flirter med de klassiske undvigemanøvrer i fransk politik: illusionerne om, at grænserne kan lukkes, eller at det hele er Bruxelles’ skyld. Ségolène Royals succes illustrerer en sandhed om den ligestilling, det på andre områder stadig kniber med både her og der: Jo mere åben processen er, og jo flere der deltager i den, jo bedre muligheder har en kvinde for at komme til tops. Ségolène Royal har fået en chance, der også er Frankrigs.