De fik mig, men de vil ikke få alle«, sagde den tidligere russiske agent Aleksandr Litvinenko kort før sin død på et hospital i London. I et efterladt brev peger han på præsident Putin som hovedansvarlig for den forgiftning, han døde af, udført af hans tidligere arbejdsgiver, den russiske efterretningstjeneste, FSB. Det er der endnu ingen beviser for, men en stribe uopklarede mord på kritikere af Kreml tyder på, at Putins regime bruger mord til at gøre kritikere tavse. Blandt de seneste ofre er den modige journalist Anna Politkovskaja. Hun skrev i 2003, at Stalintidens intensive forskning i gift til brug for mord ikke er gået i efterfølgeren FSB’s glemmebog, og at et såkaldt K-13-giftlaboratorium blev genåbnet i Moskva i 2003. Hun var under konstant overvågning af FSB, der derfor kunne have bremset kuglerne imod hende. Hvorfor FSB ikke gjorde det, er et af de åbne spørgsmål. Det formodede mord på også Litvinenko er anderledes, da det skete uden for Rusland. Men i juli vedtog det russiske parlament, Dumaen, en lov, der bemyndiger bl.a. FSB til at »opspore og eliminere statens fjender« overalt i verden. En tidligere russisk ambassadør i Storbritannien har udtalt, at Litvinenko var en særlig »værdifuld afhopper«, da han tog oplysninger med sig, som mange fremmede efterretningstjenester »meget gerne ville have«. Litvinenko efterlod mange åbne spørgsmål, som Kreml har forhindret uvildig efterforskning af, som f.eks. hvem der stod bag bombesprængningerne i russiske byer i 1999, som førte til, at russiske tropper igen marcherede ind i Tjetjenien. Litvinenko havde samlet mange dokumenter og vidneudsagn om FSB’s medskyld. Enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det gælder også for FSB. Hvis tjenesten stod bag mordet på Litvinenko, er det grufuldt. Han var med åbne øjne gået ind i en dødsensfarlig krig med FSB. At FSB skulle stå bag bombesprængninger på næsten 300 uskyldige borgere i hjemlandet, overstiger de flestes fatteevne. FSB spiller måske netop på, at verden ikke kan tro på det. Litvinenko fremlagde imidlertid så vægtige indicier, at Rusland bør presses til en uvildig efterforskning.