Chefredaktøren og to journalister på Berlingske Tidende blev i går krævet fængslet for at have passet deres arbejde. Den danske anklagemyndighed mener i fuldt alvor, at de skal have fire måneders fængsel for at skade efterretningstjenestens omdømme. Argumentet er, at det fik den tidligere FE-medarbejder, der i sin tid gav dem oplysninger om tjenestens trusselvurdering. Dommen over FE-majoren var meget hård. For nok havde han brudt sin tavshedspligt. Men lækagen havde jo ikke bragt hverken rigets sikkerhed eller danske soldaters liv i fare. Og ingen kan nægte, at diskussionen om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben eller mangel på samme havde og har stor offentlig interesse. Men for major Grevils vedkommende var der dog tale om en afvejning af modstående hensyn, hvor dommerne valgte at slå hårdt ned på en synder. MEN BERLINGSKE Tidendes journalister og redaktør har jo ikke syndet. De har tværtimod gjort præcis, hvad pressen er sat i verden for, nemlig gjort relevante oplysninger tilgængelige for offentligheden. At straffe dem som en art »hælere«, som statsadvokat Michael Jørgensen med mageløs foragt for informationsfriheden fik formuleret det, ville være et alvorligt anslag mod det danske demokrati. Selv om avisen naturligvis straks henvendte sig til efterretningstjenesten for at få en kommentar, ulejligede FE sig ikke dengang til overhovedet at argumentere for, at der kunne være alvorlige skadevirkninger ved at bringe oplysningerne. I dag påberåber man sig så, at selve lækagen skader FE’s troværdighed blandt internationale samarbejdspartnere. Hvor stor skaden er kan diskuteres. Men at gøre en avis, i stedet for tjenesten selv og dens åbenmundede medarbejder, ansvarlig, er helt ude i hampen. Der kan forhåbentlig ikke være tvivl om, at de tiltalte ender med at blive frikendt. Hvad enten det sker i det danske retssystem eller i sidste instans ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Men at den danske anklagemyndighed overhovedet fører en sådan sag, er et forstemmende udtryk for et fuldstændigt fravær af forståelse for, hvilken rolle frie medier spiller i et demokrati. Hvordan forestiller man sig, at magtmisbrug – offentlige såvel som private – skal blive afsløret, hvis medierne ikke må bringe kontroversielle oplysninger frem?