Offentligheden er lovligt undskyldt, hvis den i anledning af den næsten enstemmige begejstring over frifindelsen af Berlingske Tidende i går føler sig bekræftet i, at vi i Danmark lever i det bedste af alle demokratier, hvor ytringsfriheden og informationsfriheden hviler på et solidt og hjemmebrygget fundament.
Politikerne har stået i kø for at klappe sig selv på skulderen over en dom, der da vitterligt også er indlysende rigtig. Man glemmer næsten, at flertallet af dem var meget lidt begejstret, dengang Berlingske bragte FE-lækagerne. Men som det direkte fremgår af dommens begrundelse, er det hverken grundloven eller andre danske grundnormer, der har afgjort sagen. Det er kun ved at støtte sig til artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at man har kunnet nå til det af alle så roste resultat. Informationsfriheden er nemlig ikke nævnt med et ord i vores grundlov, der i det hele taget kun yder de fundamentale frihedsrettigheder en ret beskeden beskyttelse. Når Berlingskes tre medarbejdere slap for fængsel, har de det folketingsflertal, der så sent som i 1990 gjorde de europæiske menneskerettigheder til en del af dansk ret, at takke. DET ER værd at notere, fordi der ikke længere blæser de samme politiske vinde herhjemme, som der gjorde i 1990: Det er ikke længe siden, en sagkyndig kommission anbefalede, at flere andre FN-menneskerettighedskonventioner på samme måde blev gjort til en del af dansk ret. Det afviste regeringsflertallet med den samme dårlige begrundelse, som Justitsministeriet, og et politisk flertal i årevis før 1990, brugte til at sige nej til den europæiske konvention: Argumentet lyder, at da Danmark som stat for længe siden har skrevet under på konventionerne, så er der ingen grund til at gøre mere. Men som dagens afgørelse bekræfter, har danske domstole i høj grad brug for at kunne bruge konventionerne direkte. Det er domstolene, og ikke staten som sådan, vi har at takke for frikendelsen. Det er nemlig værd at huske substansen: en regering, der udlagde truslen fra Irak langt mere bastant end sin egen efterretningstjenestes eksperter; en efterretningsledelse, der ønskede – og fik – en forhenværende medarbejder straffet hårdt, og som ønskede Berlingske dømt for at skade tjenestens ’omdømme’; og en anklagemyndighed, der villigt stillede sig til rådighed. Dommen var god, men det er ikke de nuværende politiske magthavere, vi har at takke for den.
