En rygende pistol. Det er som bekendt idealet for journalistisk opklaringsarbejde.
Lå der en sådan tilbage, da filmen ’Den hemmelige krig’ i går endelig havde rullet over tv-skærmene? Oppositionen mener ja, og endda at pistolen ryger nok til en rigsretssag. Regeringen siger nej. Der er som sædvanlig ikke noget at komme efter. Ingen af parterne har ret. Heldigvis indeholder filmen ikke beviser, der uigendriveligt viser, at danske soldater har udleveret fanger til tortur i amerikansk varetægt. Og at den danske regering vidste besked. Det ville være ubærligt, hvis filmen kunne dokumentere en sådan påstand. Omvendt efterlader udsendelsen et temmelig tæt røgslør over dele af den danske indsats i Afghanistan. Og regeringen har kun sig selv at takke for, at den fremstår i et meget gråmeleret lys. For det første har regeringen gjort det svært for sig selv ved at fastholde, at det er muligt at deltage i USA’s ’kamp mod terror’ og samtidig overholde alle konventioner. En sådan ’contradiction in terms’ har gjort den sårbar over for den kritik, som uvægerligt vil komme, når man forsøger at bekæmpe terrororganisationer med konventionelle tropper. For det andet har regeringen – inspireret af de amerikanske bortforklaringer – gerådet sig ud i en ulidelig strid om ord. Et af omdrejningspunkterne i ’Den hemmelige krig’ er, om det var ’tilbageholdte’ eller ’krigsfanger’, som danske soldater i 2002 udleverede til amerikanske soldater. Regeringens insisteren på ordkløveriet om betegnelsen af ’fangerne’ må siges at være et ynkeligt forsøg på at lægge afstand til de utallige belastende beretninger, som siden kom om de rystende forhold på Guantánamo-basen. HVORFOR IKKE sige det, som det er? At man i 2002 ikke havde problemer med at udlevere fanger til USA, fordi man ikke kendte til de senere konventionsbrud? Hvad man end kalder fangerne, skal de behandles anstændigt. Det er der desværre mange eksempler på, at fanger i USA’s terrorkrig ikke er blevet. Heri ligger netop dokumentarfilmens egentlige politiske problem for regeringen. Den sætter fokus på en udenrigspolitisk diskussion, regeringen for øjeblikket kun kan tabe på. Filmen viser, at det har konsekvenser at være logrende halehæng til USA. Det koster at følge en stormagt, som ikke viger tilbage for at bøje konventionerne i kampen mod terror. Det er filmen – endnu en – vigtig påmindelse om.
