Skal USA lægge pres på Israel og palæstinenserne for at få en fredelig udgang på ulykkerne i Irak? Det lyder sært. Det vil det også være, for strengt taget har de to konflikter ikke meget konkret med hinanden at gøre. Alligevel venter man i Mellemøsten på et amerikansk udspil i den palæstinensisk-israelske konflikt efter den opsigtsvækkende Baker-Hamilton-rapport om Irak. Det forventede amerikanske udspil – i form af et pres på Israel – skal være en modydelse for arabisk hjælp til at inddæmme og standse konflikten i Irak. Arabiske regeringer vil sige, at det er nødvendigt, fordi den palæstinensiske tragedie altid står højt på dagsordenen i den arabiske verden. Der er tilsvarende arabiske stemmer, som vil hævde, at indsatsen mod al-Qaedas terror kræver et pres på Israel. Det er noget vrøvl. Al-Qaeda indledte sin terror for at vælte kongehusene langs Den Arabiske Golf og gøre op med amerikansk indflydelse i Arabien. Ikke desto mindre er det en modeforestilling i den arabiske verden, ikke mindst blandt dens magthavere, at en afslutning på Israels besættelse af palæstinensisk land ikke alene er en forudsætning for at gøre op med terror, men desuden for at løse Irakkonflikten, for politiske reformer og for liberalisering af den undertrykte arabiske verden. Det er også noget vrøvl. Selvfølgelig er Israel nødt til at opgive sin uretmæssige besættelse af palæstinensisk jord. Selvfølgelig er Israel nødt til at acceptere en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden. Men der er ingen som helst grund til, at arabiske regeringer skal udskyde deres bidrag til irakisk forsoning, indtil israelere og palæstinensere er forsonet. Der er heller ingen som helst grund til, at modernisering og politiske reformer i den arabiske verden skal afvente en løsning af den palæstinensisk-israelske konflikt. Hvorfor skulle araberes ret til frihed, til retssikkerhed og til indflydelse på deres egen fremtid afhænge af, at palæstinenserne slipper af med den israelske besættelse? ’Sammenhæng’ mellem det ene og det andet og det tredje konfliktområde lyder flot. Men når modeordet kun tjener til, at magthaverne i hver enkelt konflikt kan udskyde deres respektive ansvar, svækker det håb og krav om de rigtige løsninger. Irak har behov for forsoning. Palæstinenserne har ret til en stat. Israel har brug for fred. Arabere har ret til frihed. Hver især.