At forestille sig København uden høje bygninger lader sig ikke gøre. Hovedstaden har altid gjort sig synlig i landskabet ved at møblere himlen med sine tårne – og sine skorstene. De sidste er der kommet færre af, og de røgsøjler, man ser på gamle billeder af byen, er i dag forsvundet. Byen syner ikke af så meget udefra som tidligere. Bogstavelig talt er dens profil gået op i røg. Så når der på udvalgte steder kan være endog god mening i at gå i højden – også nær den gamle by – er det ikke, for at byen skal konkurrere med andre storbyer. Høje bygninger i København behøver nemlig ikke være nær så høje som i andre byer. Blot 40-100 meter er nok til at fremhæve og markere byens profil på baggrund af dens almindelige højde på omkring 25 meter. Højderne skal ikke indtages i en konkurrence om, hvem der er størst. De høje huse skal give mening internt i Københavns tekstur. Sporene fra de utilpassede, grimme højhuse lige fra Codan-bygningen over Scandic Hotel til SAS-hotellet på Amager skræmmer forståeligt nok. Men både tidligere og senere har byen fået mange markante og kønne bygninger, der var værdige til at bryde og fremhæve den flade hovedstad. Det ombyggede Kongens Bryghus på Vesterbro, Kobbertårnet i Nordhavn og Ferring i Ørestad er alle sådanne huse, der passer til deres omgivelser og viser, at højhuse hverken er fremmede for hovedstaden eller skæmmende. De er med til at skabe den. Der, hvor byen åbner sig, er der som regel også bedst mening i at placere høje huse. Det gælder ved vandet i havnen, de hurtige færdselsårer ved jernbaner og motorveje og ved de største pladser og parker. Det er her, byens skala ændrer sig fra den tætte hyggelige by til noget større. Det er den nødvendige variation i bybilledet, der fremhæver og skaber kontrasten. Med sit smukke konstruktive facademønster er Norman Fosters forslag til et hotel ved den brede H.C. Andersens Boulevard og Rådhuspladsen f.eks. værdigt til at pryde himlen over København. Byen mangler ligefrem huse af den kaliber. Lad nu ikke denne mulighed gå op i røg af bare veneration for en fortid, der aldrig var.