Forbundskansler Angela Merkel har allerede gjort indtryk som tysk og europæisk leder – ikke mindst udenrigspolitisk. Der er derfor grund til at tage det alvorligt, når hun som EU-formand vil bryde det dødvande, der har præget EU, siden forfatningstraktaten kuldsejlede i Frankrig og Holland. Hun vil arbejde for, at medlemslandene inden sommer bliver enige om en køreplan. Der bliver tale om en ny traktat, der fastholder den genopretning af EU’s evne til at træffe beslutninger – og markere sig udenrigspolitisk – der var kernen i forfatningstraktaten. Kritikere i Europaparlamentet og blandt EU-skeptikere hæfter sig ved, at Merkel ikke lægger op til en forkromet proces og dermed undgår det konvent, der gjorde forarbejdet sidst, samtidig med at hun sender et signal om, at resultatet ikke nødvendigvis kalder på folkeafstemninger rundt omkring. Det sidste er ikke noget, Angela Merkel som formand eller nogen anden fælles EU-instans bestemmer. Det var i to konkrete lande, at vælgerne sagde nej sidst. I atten andre lande blev der sagt ja – i to tilfælde ved folkeafstemning. I Frankrig ser det ud til, at præsidentvalget vil afgøre spørgsmålet: Den ene hovedkandidat vil holde folkeafstemning, den anden vil ikke. ANGELA MERKELS tilgang er sund fornuft. Hun erkender som leder af det største af de atten ja-lande endeligt og formelt, at forfatningstraktaten er død. For første gang har EU som helhed dermed erkendt, at et nej er et nej. Det skete som bekendt ikke, da Danmark og Irland stemte nej. Til gengæld fastholder hun med støtte fra de atten – men også fra mange i de lande, der ikke tog stilling, som f.eks. Danmark – at der stadig er bred politisk støtte til at gøre EU mere funktionsdueligt. Pragmatismen har vundet, og Angela Merkel har samtidig placeret sig i den rolle som europæisk mægler, som hendes politiske mentor, Helmut Kohl, var så god til at udfylde. Først om et års tid vil vi vide, om det lykkes for hende og EU. Får vi en ’minitraktat’ uden en stribe alt eller intet-folkeafstemninger, er det godt. Men det løser ikke det grundlæggende problem: Hvordan finder de lande, der hidtil har brugt folkeafstemninger, en bedre, demokratisk måde at træffe store beslutninger om EU på? På sigt er der brug for et alternativ til folkeafstemninger, der har demonstreret deres evne til at blokere, men ikke til at forandre og forbedre.