Forvænte forældre og utålmodige pårørende er der ikke ligefrem mangel på i Danmark. Derfor er det mere end tvivlsomt, om den offentlige sektor bliver bedre, hvis blot ’brugerne’ får mulighed for at holde de ansatte op på nogle nye, landsdækkende standarder. Høje forventninger skorter det ikke på. Mens landspolitikerne lover guld og grønne skove, kræver vælgerne endnu mere – af alt. Men reelt er det kun de offentligt ansatte, der kan gøre en forskel. Hvis velfærden skal forbedres, kræver det således, at de offentligt ansatte får manøvrerum til at udvikle sig fagligt og derigennem motiveres til at yde mere. Selve arbejdsglæden blandt de offentligt ansatte er kort sagt afgørende, hvis den danske velfærdsmodel skal videreudvikles – og indrettes til at kunne klare presset fra stadig flere forkælede ældre. Men desværre tegner hverken VK-regeringens ’kvalitetsreform’ eller Socialdemokraternes nye udspil om ’kvalitetsrettigheder’ til at gøre en positiv forskel. Tværtimod forsøger de på hver sin måde at give brugerne lidt bedre adgang til at brokke sig – i håbet om, at de offentligt ansatte derved tvinges til at løbe lidt hurtigere. Krævementalitet skal motivere. Sandsynligheden taler dog for det modsatte: Hvis brok fra de mest ressourcestærke brugere bliver den primære kilde til forandring, vil kun få offentligt ansatte få lyst til at yde en ekstra indsats – og dermed risikerer velfærden at blive endnu dårligere for de mindst højlydte. Socialdemokraternes udspil om ’kvalitetsrettigheder’ er udtryk for en tendens til, at vi i stigende grad forvandles fra borgere til brugere. Ligesom vi forventer at kunne bytte varer i supermarkedet, skal vi nu – ifølge Helle Thorning-Schmidt (S) – også have ret til at dumpe den offentlige service. Pædagoger og hjemmehjælpere skal således holdes op på nationale minimumsstandarder. Men fordi vi alle er skatteydere, er vi ikke også arbejdsgivere med ret til at hyre og fyre offentligt ansatte. Rettighedstænkning er ikke vejen frem. Offentlig service handler om mere og andet end den enkelte bruger. I stedet for at reducere offentlig velfærd til et spørgsmål om minutter, normeringer og gennemsnitsbetragtninger ville der være langt mere perspektiv i at udvikle en offentlig sektor, hvor de ansatte udvises større tillid – så den offentlige sektor derved bliver mere attraktiv at arbejde i. Det er heldigvis ikke rettigheder, folk mangler her i landet, men snarere pligtfølelsen til at engagere sig i fælles løsninger.