Det er otte år siden, Slobodan Milosevic’ forsøg på folkefordrivelse endelig udløste en effektiv, international reaktion. Før NATO’s luftkrig mod Serbien i 1999 var gået ti år med massiv serbisk undertrykkelse af Kosova, en undertrykkelse, som det store flertal af albanske og muslimske kosovarer længe kun mødte med massiv, fredelig modstand. Men den serbiske undertrykkelse af Kosova har rødder tilbage i de krige, det nyfødte Serbien førte i årene før Første Verdenskrig. Kosovas tragedie er, at det indgår i en serbisk nationalmytologi om landets glorværdige historie i middelalderen, der den dag i dag får mange serbere til at betragte Kosova som deres. Og det på trods af, at det serbiske mindretal i dag er mindre end det muslimske mindretal i Danmark og aldrig i moderne tid har udgjort mere end 20 procent af befolkningen. DER ER mest dårlige grunde til, at der er gået otte år, før Kosova nu selv får hovedansvaret for sin egen udvikling. Der er blevet taget vidtgående hensyn ikke bare til serbiske følelser, men også til Rusland. Denne tøven har blokeret for den økonomiske udvikling i Kosova. Det internationale samfund har krævet, at der ingen gnidninger måtte være mellem flertal og mindretal, før uafhængighed kunne komme på tale. Det har blokeret for begge parters vilje til at bøje af. Flertallet har koncentreret sig om det nationale krav. Mindretallet har næret illusioner om en tilbagevenden til Serbien eller en deling af området. Og den uafklarede jura har vanskeliggjort både udvikling og økonomiske investeringer. Det er fint, at EU og 16.000 NATO-soldater fortsat vil beskytte både det serbiske mindretal mod overgreb og Kosovas grænser udadtil. Men forhalingen af selvstændighedsspørgsmålet har allerede udløst én voldseksplosion i området og tjener ikke noget formål. NATO’s humanitære intervention i 1999 var en succes, der reddede en lille million mennesker fra landflygtighed. Dengang i 1999 tog også Danmark et ansvar. Ikke bare med kampfly, men med asyl til flere tusinde flygtninge, da kosovarernes nød var størst. Gid den samme ansvarlige solidaritet prægede dansk sikkerheds- og flygtningepolitik i dag. Tænk bare på den irakiske borgerkrig og dens ofre.