DET ER skræmmende, at der findes unge mennesker i Danmark, der er fascineret af den islamistiske kamp, downloader blodige propagandavideoer fra nettet og søger kontakt med kendte islamister. Det er skræmmende, at en 17-årig nu er dømt skyldig i at have hjulpet de terrordømte i Sarajevo og derfor har fået syv års fængsel. Det er en hård straf, der sender et klart og vigtigt signal til unge voldsromantikere om, at det er en meget alvorlig sag at gå fra tanke til handling, fra fascination til konkret støtte til terroristiske aktiviteter. Det havde været endnu mere skræmmende, hvis de tre andre tiltalte i Danmarks første terrorretssag var blevet dømt for deres fascination af og flirt med den islamistiske fanatisme. I så fald havde vi fået indført en form for tankeforbrydelse her i landet, og vi havde bekræftet fanatikernes tese om, at vi står midt i en art religionskrig. Men at bruge vold i et demokratisk samfund er og bliver en gemen forbrydelse, hvor meget man end besmykker den med politisk-religiøs retorik. At gøre sympati for denne kamp, sådan som den foregår rundt omkring i verden, til en forbrydelse, ville til gengæld stride imod tale- og tankefriheden her i landet. DET SER desværre ud, som om det netop var en sådan kriminalisering af fascination og farlige tanker, som nævningene i landsretten lagde op til. Nævningenes afgørelse var givet påvirket af både voldsvideoer og karaktervidner. Spørgsmålet er, hvor sundt det er, at anklagemyndigheden griber til den type fordomsfremkaldende bevisførelse? Den retsreform, der allerede er vedtaget, betyder, at nævninge og juridiske dommere i fremtiden vil votere sammen. Det vil forhåbentlig hjælpe kommende nævninge med at fastholde forskellen på, hvad der er bevist, og hvad der ikke er. Risikoen for, at nævningene lader sig styre af deres følelser, bliver formentlig mindre på den måde. Men reformen løser ikke det egentlige problem, som dagens afgørelser i Glostrup-sagen sætter på spidsen: Terror er skræmmende, og den bliver det endnu mere, når den begrundes i en religiøs ideologi, som vi ikke forstår. Det er det, der gør risikoen for både justitsmord og andre udskejelser større, end dengang det var venstreorienteret terrorisme, der stod på Europas dagsorden. Den risiko er konflikten mellem nævninge og dommere i terrorsagen endnu en påmindelse om.