For få år siden var meningen på bjerget, at det nationale demokrati var ved at visne bort – og i stedet ville blive erstattet af grænseoverskridende organisationer på verdensplan, samt et øget engagement i hverdagens institutioner. Men udviklingen har vist sig at være langt mere uberegnelig. I dag oplever de politiske partier en lille, men dog markant medlemsfremgang. Antallet af partimedlemmer er steget siden 2000, og enkelte partier mærker i særlig grad den forstærkede interesse for at engagere sig i klassisk politik: SF har aldrig haft flere medlemmer, Det Radikale Venstre har haft en medlemsfremgang på over 50 procent, og Dansk Folkeparti fortsætter fremmarchen. Selv om fremgangen i antallet af partimedlemmer skal ses på baggrund af en årelang rutsjetur, hvor partierne flere gange er blevet erklæret døde og forstenede, er der grund til at glædes over udviklingen. Opbremsningen i medlemsfaldet kan nemlig ses som et udtryk for, at det – mod forventning – er lykkedes at kanalisere en ny tids debatter om globalisering og individualisering direkte ind i Folketinget. Uanset hvad man end måtte mene om såvel substansen som tonen i f.eks. udlændinge- og terrordebatten, kan man ikke komme udenom, at der atter er blevet sat stærkstrøm til de politiske partier. Debatterne med udspring i Folketinget er levende og uforudsigelige – og derfor værd at engagere sig i som borger. Selv om de store såkaldt regeringsbærende partier er enige om hovedlinjerne i den økonomiske politik, har Fogh-regeringens forsøg på at føre kulturkamp sat sindene i kog. Folkestyret fremstår derfor alt andet end overflødigt. Skønt problemerne i dag opleves både større og fjernere, formår de politiske partier stadig at trække de fleste vigtige debatter ind på Christiansborg. Modsat de lande, vi normalt sammenligner Danmark med, er valgdeltagelsen stadig oppe på et højt niveau. Dannelsen af Dansk Folkeparti i 1995 – på resterne af et kollapset Fremskridtsparti – har været med til at organisere utilfredse røster, der i andre lande opgiver at engagere sig offentligt. At netop pianisterne formår at mobilisere så mange vælgere er derfor et sundhedstegn ved det danske demokrati. At særligt Dansk Folkeparti så samtidig fungerer som et totalt topstyret parti er så et paradoks, der forhåbentlig vil blive udfordret i de kommende år. For hvis de nye medlemmer ikke oplever en reel indflydelse, vil de formentlig forlade partierne lige så hurtigt, som de er kommet.