Både dommen over Serbien ved Den Internationale Domstol i Haag tirsdag og beslutningen fra den nye FN-domstol samme sted om at »nævne navne« i Darfurtragedien er positive skridt. Hverken Hitler, Stalin eller Mao blev stillet til ansvar for deres enorme politiske forbrydelser i deres levetid. I nutiden er det næsten lykkedes at gennemføre retsopgør med Milosevic og Pinochet, selv om de begge døde før en endelig domfældelse. Det er et fremskridt med store perspektiver. For det første kan eksemplerne have en vis afskrækkende effekt på fremtidige diktatorer og deres håndlangere. For det andet yder det ofrene retfærdighed. Ikke mindst ved at dokumentere de forbrydelser, de blev ofre for. Og så har retsopgøret stor betydning for den forsoning, der er brug for efter krig, borgerkrig eller massiv undertrykkelse af et helt samfund, fordi det placerer ansvaret hos konkrete personer. Dermed undgår man at stemple en hel nation eller gruppe med en kollektiv skyld, der forlænger fornægtelsen og kan gøre forsoning vanskeligt eller umuligt. AT MILOSEVIC og andre serbiske krigsforbrydere er tiltalt og dømt for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden er derfor en vigtig del af fredsprocessen på Balkan, og det er en skandale, at krigsforbrydere som Mladic og Karadzic endnu ikke er bag lås og slå. Men det er også en god nyhed, at Haagdomstolen, der beskæftiger sig med konflikter mellem stater, ikke dømte Serbien som stat for de forbrydelser, som Milosevic’ serbiskbosniske allierede begik i Bosnien. De bosniske muslimer er skuffede, men en dom over Serbien ville formentlig have forlænget snarere end forkortet den massive fortrængning af egne ugerninger, der stadig præger serbisk politik. Domstolen har bekræftet en stribe serbiske lederes skyld og samtidig fastslået et nyt princip: En stat, der forsømmer at forhindre et folkemord, der foregår på dens territorium, eller begås af dens håndlangere, har også et ansvar. Også hvis den ikke selv er direkte skyldig i at beslutte eller udføre det. Det er meget lidt overraskende, at regeringen i Sudan holder hånden over de mistænkte for forbrydelser i Darfur. Men både dommen og den offentlige mistanke øger presset. Ikke bare på regimet i Sudan, men også på det internationale samfund, der stadig svigter ofrene for den afrikanske tragedie, der udfolder sig netop nu. Nu er det op til politikere og diplomater at følge op på juristernes vigtige skridt.