Der bliver ingen særlov for de irakiske asylansøgere i Danmark. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) følte sig på sit pressemøde i denne uge kaldet til at komme med en udtalelse, efter at 29 kendte danskere, hvoraf en del også er kendt for deres borgerlige tilhørsforhold, i et åbent brev har opfordret regeringen til at lade 600 afviste irakere blive i Danmark. Med sin kategoriske afvisning fik statsministeren tydeligt sagt, at de 29 underskrivere, med tidligere overrabbiner Bent Melchior i spidsen, ikke skulle tro, at de var noget særligt. Ligesom de afviste asylansøgere, bare fordi de kommer fra Irak, hvor krig, vold og kaos får flere tusinde mennesker til at forlade landet dagligt, ikke skulle få det indtryk, at de er noget særligt. Man skulle derfor tro, at regeringen med kyshånd ville tage imod hjælp fra Dansk Flygtningehjælp, som på baggrund af en nøje granskning af udlændingeloven konstaterer, at de irakiske asylansøgere slet ikke har brug for særbehandling. De juridiske eksperter henviser til, at man ifølge eksisterende lov kan give de afviste irakere en midlertidig opholdstilladelse, som gælder, indtil forholdene i Irak ændrer sig til det bedre. Det kræver blot, at der ændres en smule ved praksis. Men i stedet for kyshånd afviste integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) straks Dansk Flygtningehjælps juridiske eksperter med henvisning til, at en sådan ændring vil kræve en politisk beslutning. Den slags findes der imidlertid råd for. Hvis ministeren mener, at hun må ty til politik for at give irakerne en opholdstilladelse, kan hun gå til Folketinget, som med undtagelse af Dansk Folkeparti formentlig vil give ministeren en særlig tilladelse til at ændre den nuværende fortolkning af den paragraf i udlændingeloven, som det handler om. Når man tør forudsige, at den eksisterende mulighed, som loven giver for at ændre praksis, ikke vil blive taget i anvendelse, skyldes det naturligvis, at den politiske vilje ikke findes hos Venstre og Dansk Folkeparti, og at de konservative ikke magter at sætte deres vilje igennem. Så når statsministeren og integrationsministeren skubber særlove og Flygtningenævnet foran sig, er det bortforklaringer. I det mindste kan det ikke længere bortforklares.