Det er selvfølgelig betænkeligt, når hundredvis af lærere nægter at lave de elevplaner, som et stort flertal i Folketinget har pålagt dem. Og når en af deres talsmænd begrunder boykotten med, at der ikke er afsat tid nok til det, er argumentet tvivlsomt. Lærerne bruger mere end halvdelen af deres arbejdstid på andet end undervisning. Derfor kan den enkelte skole og den enkelte lærer naturligvis godt prioritere denne opgave, hvis de ville. Når det er sagt, har de aktionerende lærere fat i en meget lang ende. De såkaldte elevplaner er nemlig et eksempel på bureaukratiserende signalpolitik, når den er værst. Ideen er, at lærerne løbende skal udarbejde en beskrivelse af, hvordan hver enkelt elev klarer sig – ikke bare fagligt, men også socialt og psykologisk. Og vel at mærke gøre det i en skriftlig form, der kan danne grundlag for dialog med både eleven, forældrene og andre på skolen. ELEVPLANERNE indebærer for det første, at læreren tvinges til at bruge tid på at skrive om det flertal af elever, der det meste af tiden ingen nævneværdige problemer har, og hvor de faglige resultater, suppleret med en skole-hjem-samtale i ny og næ, er alt rigeligt. Den tid kan læreren så ikke bruge på de elever, der af den ene eller anden grund har brug for særlig faglig eller social opmærksomhed – udfordringer, der involverer samarbejde med andre, og som kan være meget tidskrævende. For det andet kan elevplaner nemt blive en kilde til friktion mellem lærere og forældre, da intet er mere følsomt end en skriftlig beskrivelse af ens barn, der vedrører sociale og psykologiske forhold. I alle de tilfælde, hvor der ingen alvorlige problemer er, vil dialogen herom være rent tidsspilde. Vi har på dette sted bakket op om præcise mål og nationale test, fordi vi finder det vigtigt at rette op på de faglige svagheder i folkeskolen, som PISA-undersøgelserne har afdækket. Men når det gælder elevplaner, er kæden hoppet af. Arbejdsbyrden er reel og effekten nærmest negativ. Mon ikke mange andre lærere boykotter dem allerede – uden at sige det højt? Selv om lov er lov, og lov skal holdes, er vores sympati derfor på lærernes side. Det vil klæde undervisningsministeren og flertallet, der står bag ham, at indrømme deres fejl og droppe kravet. Ingen er som bekendt større end den, der overvinder sig selv og erkender en fejl.