EU er en kæmpe succes. EU er ikke rigtig populært. Så enkelt kan man sammenfatte situationen her på 50-års dagen. Men det er, som om de fleste kun vil se den halve sandhed. De, der lægger vægt på succesen, fortrænger den manglende folkelige begejstring. De, der insisterer på upopulariteten, bagatelliserer de historiske resultater. Succes og problem har samme rod. EU er en enestående succes, fordi det først og fremmest har været regeringernes sag. I modsætning til andre idealistiske forsøg på at skabe internationalt demokrati har EU ikke forsøgt at svække medlemsstaterne og deres regeringer. Det har tværtimod gjort dem til selve motoren i samarbejdet. Deraf de mange resultater. SUCCESEN har en pris. Regeringerne har ikke haft nogen interesse i for alvor at involvere offentligheden, de politiske partier og vælgerne i det enkelte land i EU-samarbejdet. Det ville nemlig begrænse deres manøvrerum i det komplicerede forhandlingsspil mellem medlemslandene og de europæiske institutioner, der skaber de løbende fremskridt. Når så regeringerne alligevel henvender sig til vælgerne med det stolte resultat af deres uendelige forhandlinger – en ny traktat – kan det gå galt. For det, regeringerne ser som det bedst opnåelige kompromis, ligner ofte set med de vælgeres øjne, der ikke kender EU-spillet, et kompliceret og lettere mistænkeligt misfoster. Deraf de nejer vi har oplevet i Danmark og Irland, Frankrig og Holland. Med Tysklands Angela Merkel i spidsen vil EU til juni indlede et nyt forsøg på at få vedtaget spilleregler, der kan gøre et EU med 27 medlemslande bare nogenlunde lige så beslutningsdygtigt som et EU med 12 eller 15 medlemmer. Det er den hårde kerne i forfatningstraktaten, der vil overleve i en ny, forenklet traktat, der meget gerne skulle vedtages, inden der skal vælges nyt parlament og ny kommission i 2009. Nås det ikke, risikerer vi nemlig at skulle vente yderligere fem år på ny beslutningskraft. For at undgå en fiasko vil man denne gang stræbe efter at spørge parlamenterne og ikke vælgerne. Og dermed undvige det demokratiske problem, der ikke er EU’s, men medlemslandenes.