Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har ret, når han siger, at afslutningen på den såkaldte NCC-sag på Københavns Rådhus bør være tilfredsstillende for alle parter. Venstre bliver ikke belastet af en korruptionssag, kommunens forvaltning klandres ikke, og først og fremmest kan københavnerne glæde sig over, at der ikke er grundlag for at retsforfølge en folkevalgt for at misbruge sit politiske mandat til at score ekstra penge hverken til sin virksomhed eller partiets politiske arbejde. Men hvad der ifølge statsministeren bør være godt nok for alle, er ikke godt nok for hans partifælle og folketingskollega Søren Pind. Han mener, at Socialdemokraterne på Rådhuset nærmest har optrådt forbryderisk, mens Venstres gruppeformand kræver en undskyldning af sine politiske modstandere. DET VAR måske forståeligt, da sagen kom frem, netop som tv-serien ’Forbrydelsen’ fik sit store gennembrud, at nogle kunne spekulere i politisk spin fra socialdemokratisk side. Men efter at entreprenørvirksomheden NCC fremlagde sin opfattelse af sagen, gav denne udlægning ikke længere mening. En stor international virksomhed med betydelige økonomiske interesser i hovedstaden rejser ikke en sådan mistanke for sjov. At gøre NCC – der vist i øvrigt ledes af en erklæret Venstremand – til en del af et socialdemokratisk komplot burde være for paranoidt selv for Søren Pind. Det er glædeligt for alle, men da først og fremmest for Venstre, at det, NCC oplevede som urent trav fra en Venstrepolitiker, der samtidig er professionel lobbyist, ikke kan bære en tiltale, endsige en dom. Men prøv at tænke den tanke, at kommunalforvaltningen ikke var gået til politiet, efter at NCC havde henvendt sig med deres oplevelse og synspunkt, og at en sådan passivitet senere var kommet frem. Det havde været en skandale, der ville have rystet bystyret. På den givne foranledning er der et klart behov for at få reguleret, hvad lobbyister må og ikke må – og da især, når de samtidig er folkevalgte. Overborgmester Ritt Bjerregaards forslag om en registrering af de folkevalgtes økonomiske interesser og hverv er her et indlysende første skridt.