Den arabiske verdens ledere gentog i går deres tilbud til Israel fra 2002 om fred og normalisering til gengæld for israelsk opgivelse af besat palæstinensisk-arabisk jord. Tilbuddet fra det arabiske topmøde i Riyadh er godt. Princippet er allerede bærende for alle relevante fredsplaner for Mellemøsten. Det er også et bærende princip i israelsk sikkerhedspolitik, om end i modsat rækkefølge – israelske regeringer har i årevis gjort en tilbagegivelse af besat jord betinget af arabisk vilje til fred. PÅ TRODS af den formelle arabisk-israelske enighed om principperne for fred er der alligevel få fremskridt. De arabiske ledere er med god ret i tvivl, om Israel reelt er villig til at opgive de besatte områder. Israels regering er med tilsvarende ret i tvivl, om Arabiens ledere reelt ønsker fred og normalisering, når de knap har åbne grænser indbyrdes, og når de stadig står fast på et krav om, at flere millioner palæstinensiske flygtninge skal have adgang til at bosætte sig i det nuværende Israel. I virkeligheden synes den arabiske verdens regeringer og Israel hver især mere bekymret for Iran og dets atomprojekt end for deres indbyrdes konflikt. Og både israelere og arabere synes på regeringsplan mere optaget af at indfri USA’s krav om formel fredsvilje end i konkret at komme hinanden i møde. Hvis Israels regering ønskede at leve op til sine egne erklæringer om eviggyldig interesse i fred når som helst og hvor som helst, ville den kvittere for beslutningen på det arabiske topmøde ved omgående at invitere den saudiske konge til at tale i det israelske parlament. Det samme gælder for det arabiske topmøde. Hvis den arabiske verdens spidser virkelig ville udstrække en hånd til israelerne, var intet enklere end at invitere til direkte forhandlinger – her og nu. Det gør ingen af parterne. SÅ er det USA’s tur. Den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, har nu været på syv besøg i Mellemøsten i løbet af et halvt år uden iøjnefaldende resultater. Hvis arabiske og israelske ledere er så ivrige efter supermagtens gunst, er det nu, USA skal stille krav. Udveksling af fred og land er princippet. Direkte forhandlinger er forudsætningen. Intet er vundet ved at udskyde det tidspunkt, hvor USA må bruge sin indflydelse.