Nok er krisen mellem Iran og Storbritannien foreløbig endt godt, nu hvor de 15 pågrebne britiske soldater er blevet frigivet, men der har været tale om en forskrækkelse, alle kan lære af. De mange dages nervekrig illustrerer, hvor nemt en konfrontation mellem to store lande med et anstrengt indbyrdes forhold kan gå galt. For den britiske regering var det en selvfølge, at soldaterne bare skulle slippes fri. For iranerne var det lige så indlysende, at en krænkelse af deres territorialfarvand måtte have en eller anden form for følge. Om der forelå en krænkelse eller ej, er i sådan en situation næsten ligegyldigt. Set med iranske øjne gjorde der det per definition, da der ellers ville være tale om en ekstremt provokerende ’kidnapning’ fra deres side. Og set med britiske øjne gjorde der det per definition ikke, fordi grundlaget for en betingelsesløs frigivelse ellers ikke ville være til stede. Når brikkerne var stillet sådan op, havde de i forvejen usikre kendsgerninger om en position til havs underordnet betydning. I STEDET BEGYNDTE nervekrigen om, hvem der skulle bøje sig, og hvem der skulle tabe ansigt over for sin egen offentlighed. Vi har at gøre med et materiale, der alt for mange gange i verdenssituationen har ført til konflikt eller ligefrem krig, uden at hverken den ene eller den anden part nødvendigvis har ønsket det. Man behøver blot at tænke på, hvor højspændt atmosfæren havde været, hvis de pågældende marinesoldater havde været amerikanske. USA og Iran har ikke haft diplomatiske forbindelser siden 1979; USA beskylder Iran for grov indblanding i de irakiske borgerkrige, og Iran er som bekendt isoleret i verdenssamfundet, fordi det ikke vil bøje sig for FN i spørgsmålet om landets atomprogram. Det er formentlig også her, man skal finde baggrunden for den livsfarlige episode: Iran har en stærk interesse i at minde verden om, hvor mange ulykker landet kan lave, hvis det for alvor presses, endsige angribes, i anledning af sit atomprogram. Det betyder ikke, at verden skal finde sig i hvad som helst fra Irans side. Men det betyder, at alle diplomatiske sten skal vendes, og alle positive og negative incitamenter identificeres og præsenteres. Det er den tilgang der denne gang har ført til et positivt resultat. For på listen over de største menneskelige tåbeligheder står krig som følge af misforståelser trods alt allerøverst.