Selv hvis prognoserne fra FN’s klimapanel skulle vise sig at være overdrevne og lidt for dramatiske, kan ingen længere tale sig uden om, at menneskeheden står over for en af historiens største udfordringer. Der er ikke længere tale om Peter og ulven. Selv de mindst ekstreme effekter ved en fortsat global opvarmning vil nemlig være så omvæltende for millioner af mennesker, at alle ansvarlige politikere, borgere og virksomheder må tage affære hurtigst muligt. At bekæmpe de globale klimaforandringer, så temperaturstigningerne holder sig under de kritiske to grader, bør betragtes som en præventiv humanitær indsats; en forebyggende kamp mod forarmelse og naturkatastrofer. Som FN’s nye klimarapport sandsynliggør, vil livsmulighederne for millioner af mennesker – ikke mindst i den fattige verden – blive så drastisk forværrede, at de rigeste lande må handle, mens der endnu er tid. De rigeste lande vil sagtens kunne håndtere konsekvenserne af den globale opvarmning, f.eks. ved at bygge diger, omlægge afgrøder og installere køleanlæg. Derimod vil de mange stater omkring ækvator, der i dag balancerer på kanten af kollaps, risikere at bryde sammen, når temperaturerne stiger. Den globale opvarmning vil kun forstærke den økonomiske skævvridning af verden. Og da omkostningerne ved at bremse temperaturstigningerne i overvejende grad vil påhvile de lande, der i dag udleder flest drivhusgasser, altså de rigeste lande, er der desværre meget, som taler for, at klimapassiviteten vil fortsætte. Omkostninger og gevinster er asymmetrisk fordelt. Alle os i de rige lande skal kort sagt betale lige nu, for at nogle fattige mennesker i fjerne lande engang i fremtiden får det lidt mindre forfærdeligt, end de ellers ville have fået det. Umiddelbart et usandsynligt scenario. Verden hænger imidlertid så tæt sammen, at de rigeste lande ikke kan undgå at blive draget til ansvar. Klimaet stopper ikke ved grænserne. Spørgsmålet er derfor kun, om problemerne skal mindskes præventivt eller pludselig presse sig på som flygtningestrømme og nye klimakrige. Ingen ved, om det vil være tilstrækkeligt blot at reducere CO{-2}-udledningen. Måske skal der mere til? Under alle omstændigheder har de rige lande hovedansvaret for at skabe en bæredygtig klode.