Der var kun én god begrundelse for at indlede Irakkrigen, og der var en lang række gode grunde til at lade være. Det er efterhånden ubestridt, at Saddam Husseins Irak ikke stod bag al-Qaeda-terroren. Regeringens påstand om, at krigen var begrundet i, at Saddam Hussein ikke ville samarbejde med FN, kan heller ikke stå for en nærmere prøvelse: Da krigen blev indledt, samarbejdede Irak faktisk med FN til våbeninspektørernes tilfredshed. Med Hans Blix i spidsen ønskede de ikke krig, men tværtimod mulighed for at føre det arbejde til ende, der ville have bekræftet, hvad vi nu ved: Der var ingen masseødelæggelsesvåben i landet. Der var ingen begrundelse for krigen i den almindelige folkeret, i og med at Irak ikke havde angrebet et andet land. Der var heller ingen begrundelse i den nye, humanitære folkeret, i og med at Saddam Husseins folkemord mod kurderne var næsten 15 år gammelt, da invasionen fandt sted. DEN ENESTE gode begrundelse for krigen var, at Irak ville kunne blive et demokrati og et bedre sted at leve, hvis Saddam blev afsat med magt, og at dette måske kunne stimulere en demokratisering af Mellemøsten. Begrundelsen finder ikke støtte i nogen international norm, da den ville begrunde krig mod alle verdens ikke-demokratier, og splittede derfor også både FN, EU og NATO – et forhold, der i sig selv burde have udelukket den danske deltagelse. Men krigens retfærdiggørelse står og falder altså med demokratiseringens succes. Det havde ikke været tilfældet med en nødvendig forsvarskrig eller en humanitær intervention. Men det er nu engang i det lys, at historiens dom over de ansvarlige for Irakkrigen vil blive fældet. Det er helt uden fortilfælde, at Danmark har påtaget sig et sådant ansvar på et så tvivlsomt grundlag. Den kendsgerning, at de fleste af vore soldater vil være trukket hjem til august, ændrer ikke på behovet for selvransagelse. Her er tale om en linje, der i uansvarlighed minder om og, hvad de menneskelige omkostninger angår, langt overgår, hvad de ansvarlige for fodnotepolitikken i 1980’erne præsterede. Det rummer en særlig ironi, at Danmarks hovedløse loyalitet over for en hasardspillende amerikansk præsident i sidste ende afspejler et forsøg på at gøre fodnotefejlene gode igen: Resultatet ligner lige nu en langt større udenrigspolitisk katastrofe. ts