Lad os et øjeblik forestille os, at vi levede i et land, hvor strammerkursen ikke var Gud, og hvor Pia Kjærsgaard ikke var dens profet. I et sådant land ville det gøre indtryk, at Dansk Industris direktør i går i Berlingske Tidende slog alarm og advarede om, at manglen på arbejdskraft i den private sektor er med til at presse den økonomiske vækst i bund og i løbet af få år vil skære milliarder af kroner af vores velstand. I et sådant land ville LO’s villighed til at slippe asylansøgere ind på arbejdsmarkedet og ud af de centre, hvor de henslæber deres tilværelse, blive modtaget med kyshånd som en overskudshandling fra en stærk fagbevægelses side. I et sådant land ville det gøre indtryk på regeringen og flertallet, at danske arbejdsgivere finder den nye ’green card’-ordning, der skal gøre det muligt for veluddannede udlændinge at komme til Danmark, helt utilstrækkelig og aldeles bureaukratisk. I et sådant land ville man for længst være fulgt i blandt andre Storbritanniens, Irlands og Sveriges fodspor. Lande, der har åbnet deres arbejdsmarkeder for borgerne i de nye EU-lande – med solide økonomiske gevinster for alle parter til følge. I ET sådant land ville det ikke mindst gøre indtryk, at den offentlige sektor står over for dramatiske rekrutteringsproblemer. Der mangler allerede skolelærere, sygeplejersker og læger. Om få år vil der mangle tusindvis af omsorgsarbejdere. Det vil ikke bare forringe velfærden. Det truer også selve velfærdsstatens grundlag, fordi de bedrestillede vil købe sig til private løsninger. I et sådant land ville man måske endda huske, at det var et af Velfærdskommissionens hovedresultater, at netop manglen på arbejdskraft i de kommende år vil blive Danmarks største udfordring. I et sådant land ville man endelig være nøgtern nok til at erkende, at problemerne har en størrelsesorden, der ikke kan løses alene ved, at vi alle sammen begynder at arbejde flere timer end i dag. Når sandheden skal frem, er det heller ikke ret mange danskere, der har lyst til at sætte tempoet og arbejdsomfanget dramatisk i vejret. Tværtimod. Men glem det. Det er ikke det land, vi lever i. Her i landet er strammerkursen Gud, Pia Kjærsgaard er dens profet, og Anders Fogh må nøjes med at være regerende kalif. Grænserne vil forblive så lukkede som muligt, og velfærdsstaten vil forvitre. Strammerkursen kræver sit.