Er man nøjsomt anlagt, kan man godt finde noget pænt at sige om regeringens nye arbejdsgrundlag. Alene det, at Folketingets partier har kunnet inspirere statsministeren til at skrive nogle af deres ønsker ind i regeringsgrundlaget, er positivt. Havde det ikke været for presset fra især Ny Alliance og de radikale, ville de konservative ikke have haft held til at få en Skattekommission, ligesom det heller ikke havde været muligt igen at øge udviklingsbistanden. Ambitionerne på klimaområdet er også hævet en smule, og beslutningen om at sætte EU-forbeholdene til afstemning er grundlæggende glædelig. Ser man konkret på, hvad der står i regeringsgrundlaget, er der dog ikke grund til jubel. Gummiordene er i overtal, og tidshorisonterne er lange eller ubestemte. Hvor mange år går der f.eks. på en »årrække«? Udviklingsbistanden skal nemlig øges fra det nuværende niveau på 0,8 pct. af BNI »over en årrække«. Det ville være rart at vide, hvornår sådan cirka Danmark igen ville være oppe på at yde 1 procent af BNI, især når bistanden også skal betale de globale klimaindsatser. Regeringens eget minimale forslag fra før valgkampen om at lade en lille gruppe af de afviste asylansøgere bo og arbejde uden for asylcentrene har stadig kun karakter af et ønske. Dansk Folkepartis ånd hviler endnu tungt over dette område. Derfor er der også langt fra regeringsgrundlaget til FN’s Flygtningehøjkommissariats anbefaling af at give irakerne midlertidig eller permanent opholdstilladelse. På skatteområdet er det nu hele regeringen, og ikke kun de konservative, der vil sætte skatten på arbejde ned og hæve den på miljø og energi. Reformiveren rækker dog ikke til at røre ved boligskatten. Men igen er regeringens ønsker en ting og Dansk Folkepartis vilje noget helt andet. Om og hvornår en skattereform kan gennemføres, beretter regeringsgrundlaget derfor ikke noget om. Skattekommissionen skal afgive betænkning i 2009, men hvis ikke Dansk Folkeparti er med på en skattereform, sker der ingenting før efter endnu et folketingsvalg. Regeringsgrundlagets vage formuleringer om, hvad regeringen ønsker sig, kan, hvis man er venlig, tolkes som en ny rummelighed og et endeligt farvel til kontraktpolitikken. Mere nøgternt betragtet viser de, at Fogh langtfra har taget de nødvendige opgør med Dansk Folkeparti.