Den blev solgt godt, Danmarks nye regering, da den blev præsenteret i går. »Fogh kører nye folk i stilling«. »Ny regering tager hul på generationsskifte«. Det var dagen igennem et umiskendeligt spor af foryngelse og fornyelse, den nyudnævnte regering trak efter sig i medierne. Nogen voldsom foryngelse er der nu ikke tale om. Det viser simpel matematik. Og en egentlig fornyelse skal man vist være stærk i troen for at kunne få øje på. Det mest overraskende ved gårsdagens ministerudnævnelser var vel egentlig, at der ikke var flere. Ud af regeringen trådte Thor Pedersen og Rikke Hvilshøj. Ind trådte Birthe Rønn Hornbech og Troels Lund Poulsen. Hertil et par ændringer i opsætningen. Færdigt arbejde. SIDEN SIN valgsejr har Anders Fogh Rasmussen ellers gjort et stort nummer ud af at signalere fornyelse, ja nærmest hjertevarm vilje til bredt samarbejde. Og det nye ministerhold skulle være Foghs forlængede arm. Men er udnævnelsen af Karen Jespersen som ny velfærdsminister en åben invitation til samarbejde hen over midten? Kan man forestille sig, at Lars Løkke Rasmussen – som uden at blinke gennemførte en strukturreform med Dansk Folkeparti – pludselig springer ud som inkarnationen af det samarbejdende folkestyre? Er Troels Lund Poulsen virkelig det bedste bud på en visionær og samarbejdssøgende miljøminister? Og bliver det en dans på roser eller på torne for de danske universiteter, at de nu kan se frem til fire år mere med Helge Sander? DER GEMMER sig dog måske et enkelt lyspunkt i ministermørket. Indsættelsen af Birthe Rønn Hornbech som ny minister for flygtninge, indvandrere og integration – samt for kirken – kan være dagens gode nyhed. Hun vil ganske vist være bundet af et regeringsgrundlag, som lader meget tilbage at ønske i forhold til konkrete ændringer i lovgivningen. Men spørgsmålet er, om ikke netop hun kan være det menneske, der bruger sin magt til at fortolke og forvalte loven anderledes end sine forgængere? Til hendes fordel taler i hvert fald, at hun flere gange tidligere har demonstreret principfasthed over for Dansk Folkeparti på en måde, som ingen andre borgerlige politikere har evnet.