MAN FØLER sig hensat til en film om amerikansk politik, hvor spin er i højsædet, når statsministeren fastholder, at der intet er at komme efter i hans afvisning af de muslimske ambassadører. Det sker på trods af både brevets ordlyd og indhold og på trods af ambassadørernes egen udlægning af brevet. Statsministeren vil med vold og magt have sagen til at handle om ytringsfrihed, fordi det er det eneste spin - altså den eneste udlægning - af sagen, hvori han kan undgå at fremstå som konfrontationssøgende og elementært udiplomatisk. Endnu mere forstemmende er det, at Anders Fogh Rasmussen også kategorisk afviser en undersøgelse af, hvordan et avisstunt udviklede sig til den største udenrigspolitiske krise for Danmark i mands minde. Han vil alene lade sagen diskutere i folketingssalen. Og det tror fanden: Her kan han lade selv de stædigste kendsgerninger nedstemme af regeringens faste flertal sammen med Dansk Folkeparti. Men folkestyret rummer mere end at bøje sig for flertallet. Det indebærer også respekt for saglige argumenter og faktiske forhold, og villighed til at lade sin forvaltning og sin politik undersøge og vurdere af uafhængige instanser, når noget usædvanligt er sket. Og det må alle dog kunne enes om er tilfældet her. For få måneder siden havde ingen i deres vildeste fantasi forestillet sig, at noget sådant ville overgå Danmark. Men det skete. MAN MÅ HÅBE, at Helle Thorning-Schmidt får ret i sin forventning om, at Anders Fogh Rasmussen vil komme på bedre tanker. Men hendes forestilling om, at de to nok på et senere tidspunkt vil kunne »evaluere« forløbet, er ikke ligefrem egnet til at sætte ham under pres. Med så forsigtig en oppositionsleder kan det næsten være lige meget, om der er borgfred eller ej. Bortset fra SF er der alligevel endnu ikke nogen, der for alvor har sat spørgsmålstegn ved regeringens helt igennem tendentiøse udlægning af, hvorfor vi er kommet i centrum af så voldsom en storm. Ud over at være urimelig synes statsministerens afvisning at være politisk uklog. En beslutning om at undersøge forløbet til bunds, om for eksempel seks måneder, ville jo effektivt lukke munden på oppositionen indtil da. Men selv ikke kølig egeninteresse kan lokke Fogh væk fra hans faste refræn: Jeg fortryder intet, jeg har aldrig begået en fejl, og der er ikke noget at komme efter. Hans attitude nærmer sig, hvad man i Jylland ville kalde det kålhøgne. Mon ikke så udansk en facon på blot lidt længere sigt gør ham sårbar?