TO årtier har Kina formået at løfte 400 millioner kinesere ud af fattigdom. Det er en bedrift, man har lagt mærke til i udlandet, ikke mindst i Afrika, hvor man slås med endeløs fattigdom. Sammenlignet med vestlige donorlande og multilaterale institutioner som FN, Verdensbanken og IMF ser afrikanske regeringer Kina som et land, som ved, hvad det taler om, som lover, hvad det holder - og ikke stiller ubehagelige spørgsmål. Over de sidste fem år er Kinas handel med Afrika firdoblet, alene sidste år steg den med 40 procent og udgør nu 32 milliarder dollar, som dels dækker over investeringer i og import af naturressourcer, ikke mindst olie, dels over eksport af alt fra hoteller til arbejdskraft. I Angola udgør kinesere f.eks. den største udenlandske befolkningsgruppe. Sudan er måske det bedste eksempel på, at kineserne rykker ind med en 'pakkeløsning', som består af investeringer, teknisk ekspertise og indflydelse i internationale organisationer som f.eks. FN's Sikkerhedsråd, for at beskytte landet mod internationale sanktioner. Her ligger bl.a. forklaringen på, at det ikke er lykkedes FN's Sikkerhedsråd at indføre sanktioner mod Sudan for de forbrydelser, der begås mod civile i Darfurregionen. Kina er også et af de få lande, som - i takt med at de vestlige lande har trukket deres bistand tilbage - med glæde har rullet den røde løber ud for Zimbabwes Robert Mugabe og i tilgift bygget ham et nyt palads med 25 soveværelser og helikopterlandingsplads på taget. huller, ikke blot helt konkret i de afrikanske veje, men på snart sagt alle felter i de fattige lande. Men at jævnføre Kinas 'hjælp' til Afrika med den udviklingsbistand, der ydes af især europæiske lande, er at sammenligne æbler og pærer. Mens det for de vestlige donorer er blevet mindre og mindre legitimt at blande udenrigspolitiske egeninteresser sammen med udviklingsbistand, og flere og flere lande harmoniserer deres betingelser, bygger Kinas tilstedeværelse i Afrika alene på egeninteresser, og der stilles ingen krav om, at modtagerlandene arbejder hen imod god regeringsførelse, demokrati, menneskerettigheder og mindre korruption. Til gengæld forventes det, at Afrika afstår fra at lægge stemmer til, når den vestlige verden stiller samme krav til Kina. Det er ironisk, at Afrikas anstrengte forhold til sine tidligere koloniherrer fører det i armene på nogle nye. Hvis man ser negativt på det, synes historien at gentage sig, men hvis man ser positivt på det, er der håb om, at den øgede konkurrence om Afrikas gunst kunne få USA, Japan og Vesteuropa til at vågne op og påtage sig ansvaret og regningen for at løfte Afrika ud af fattigdommen.