Sidste uges lokalvalg i Storbritannien endte med et dramatisk nederlag til premierminister Tony Blairs Labourparti, som endte på en ydmygende tredjeplads. Allerede morgenen efter valget var Blair klar med en regeringsomdannelse, der skulle vise, at fra nu af bliver alt anderledes. Labours dårlige lokalvalg kommer efter turbulente uger med ministerskandaler lige inden valget. Indenrigsministeren havde løsladt 1.000 udenlandske fanger og sendt dem ud i det britiske samfund i stedet for at sende dem hen, hvor græsset gror. Og vicepremierministeren havde haft et forhold til sin sekretær. I Storbritannien er der tale om forbrydelser på nogenlunde samme niveau. Naturligvis har den negative medieomtale af ministrene og deres gerninger haft indflydelse på vælgernes stemmeafgivning, men Labours tilbagegang skal ses i en bredere sammenhæng. Dels har britiske vælgere gjort det, der forventes af dem til et lokalvalg: nemlig forholdt sig til de lokale kandidaters politik og arbejde. Dels har Torypartiets nyvundne popularitet med en yngre, dynamisk leder, David Cameron, gjort sit til at hale ind på Labour. Dels har den udbredte utilfredshed med Storbritanniens deltagelse i Irakkrigen og manglende resultater på uddannelses- og sundhedsområdet medvirket til det dårlige resultat. Endelig har mange skelet til den permanente splittelse, der er i regeringen og Labourpartiet. Siden Tony Blair ved sidste års parlamentsvalg, som Labour vandt med et komfortabelt flertal, offentliggjorde sin beslutning om at træde tilbage som leder af Labour i indeværende valgperiode, men ikke hvornår, har der været intern kiv og splid i partiet. Finansminister Gordon Brown, der er udset til at overtage efter Blair, har svært ved at udfylde rollen som den, der står last og brast med sin regeringsleder, samtidig med at han selv kandiderer til posten. Således befinder han sig konstant på loyalitetens knivsæg. Trods nye og og tiltagende krav fra menige Labour- parlamentsmedlemmer om, at Blair bør overlade roret til Brown nu, ser dette ikke ud til at ske. Blairs regeringsrokade er et tydeligt signal om, at han ikke har tænkt sig at gå af lige foreløbig. Han har sat et nyt hold. Med denne strategiske manøvre vinder han tid, så han kan træde tilbage i en situation efter eget valg. Lokalvalget var en alvorlig påmindelse om, at tiden er ved at rinde ud for Blair, og derfor har alle parter brug for, at han og Brown koncentrerer sig om at opfylde det mandat, som vælgerne gav dem for kun et år siden, og sørger for, at deres interne strid afløses af en fælles plan for et formandsskifte.