DET BLIVER spændende at se, hvor mange der dukker op til dagens stort anlagte demonstrationer mod regeringens velfærdsudspil. Fagbevægelsen har slået et ambitiøst brød op ved at sammenligne dagens demonstrationer med påskedemonstrationerne mod Schlüterregeringen i 1985, da næsten 150.000 danskere var på gaden. Det er højt spil. Fuser demonstrationerne ud, har fagbevægelsen vist, at store demonstrationer hører fortiden til, og udstillet sin manglende dømmekraft og undermineret sin egen og muligvis Socialdemokraternes position forud for velfærdsforhandlingerne. For at mindske risikoen for det sidste har Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, lurepasset om, hvorvidt hun deltager i dagens demonstrationer. Bliver de en succes med masser af deltagere, er der dog næppe tvivl om, at hun vil være at finde på Christiansborg Slotsplads i løbet af dagen. HVILKET ER helt på sin plads. Lykkes det fagbevægelsen at trække titusinder af danskere til dagens demonstration, vil det være et forfriskende tegn på folkelig deltagelse i den ellers ganske lukkede politiske proces, som bestemt bør belønnes med en tale fra Helle Thorning-Schmidt. Men heller ikke mere. Om der kommer titusinde eller hundredtusinde mennesker til dagens demonstrationer bør ikke være afgørende for, hvordan velfærdsforliget kommer til at se ud. Af to grunde. For det første, fordi det er usundt for et demokrati, hvis demonstrationer får andet og mere end symbolsk indflydelse. Et eksempel på, hvor galt det kan gå, er Frankrig, hvor selv mindre og meget nødvendige reformer er blevet blokeret af demonstranter. FOR DET andet - og vigtigere - bør man ikke i en moderne virkelighed overvurdere, hvad dagens demonstration siger om befolkningens holdning til velfærdsreformerne. Da Poul Nyrup Rasmussen begrænsede efterlønnen efter valget i 1998, var der ingen store demonstrationer, men ikke desto mindre havde han dermed underskrevet sin og regeringens politiske dødsdom. Uanset hvor mange eller få der kommer i dag, vil meningsmålinger være et betydelig mere pålideligt barometer for folkestemningen omkring velfærdsreformerne; herunder den betydelige modvilje, der tydeligvis er hos mange. Om de går på gaden eller ej.