I OTTE ÅR med den reformvenlige Mohammad Khatami som Irans præsident gik mange i Vesten og håbede, at det iranske præstestyre var under forandring til det bedre. At det gik mod mere frihed. Mod mindre undertrykkelse. Men håbet brast. Khatamis otte år som præsident blev en ørkesløs og opslidende række af magtkampe, som endte med, at reformfløjen nærmest gik i politisk koma. Væk var troen på store forandringer og reformer af et præsteregime, der aldrig har formået at overbevise om sin legitimitet gennem frie og fair valg. Ikke desto mindre er forandringen kommet. Ikke fra reformfløjen, men fra en ganske anden kant: fra hardlineren og den tidligere Teheranborgmester Mahmoud Ahmadinejad, der til almindelig forbløffelse for både mange iranere og omverdenen vandt sidste års præsidentvalg og afløste Mohammad Khatami. OG AHMADINEJAD har ikke ligget på den lade side, siden han tiltrådte præsidentposten 3. august: Han har chokeret den ganske verden med sine udtalelser om Israel og Holocaust - se bare interviewet i dagens avis. Han har forsøgt at gøre sig til frontkæmper for yderliggående kræfter i Mellemøsten, bl.a. Hamasbevægelsen, der i dag sidder på magten i det palæstinensiske selvstyre. Og han har bragt sit land endnu mere i konfrontation med Vesten, fordi han insisterer på at fortsætte et atomprogram, som amerikanere og europæere er overbeviste om skal føre til en iransk atombombe. MAHMOUD AHMADINEJAD synes at operere i fuld forståelse med den øverste religiøse leder, Ali Khamenei, og det er der givet én god grund til: De har en fælles interesse i at revitalisere et præstestyre, der siden ayatollah Khomeinis islamiske revolution i 1979 har mistet sin troværdighed i store dele af befolkningen. Når Ahmadinejad overhovedet kunne vinde sidste års præsidentvalg, skyldes det således tre forhold: For det første stillede han jo ikke op til et frit demokratisk valg, men gik derimod til valg i et system, hvor et lille magtfuldt råd af religiøse 'vogtere' lugede så massivt ud blandt valgbare kandidater, at reformfløjen på forhånd var udelukket. For det andet var et stort flertal af Irans unge så desillusionerede over de pauvre resultater under den reformvenlige ayatollah Khatami, at de var svære at mobilisere. Dertil kom, at den politiske undertrykkelse i de foregående år var så voldsom, at store dele af studenterbevægelsen lå - og ligger - underdrejet. Og for det tredje stillede den mere ydmygt udseende Mahmoud Ahmadinejad op mod den tidligere præsident Rafsanjani, som mange iranere forbinder med et korrumperet system og et personligt vellevned, som ligger langt fra den almindelige iraners hverdag. Omkring 40 procent af dem lever under fattigdomsgrænsen. DET ER DEN troværdighedskrise, Mahmoud Ahmadinejad nu søger at bringe præsteregimet ud af - ikke af hensyn til befolkningen, men af hensyn til sin egen overlevelse. På den ene side søger Ahmadinejad at tilfredsstille de religiøse hardlinere, han selv er åndeligt beslægtet med. Det gør han bl.a. ved at føre en konfrontationskurs over for Vesten og ved at føre en stærkt usympatisk antiisraelsk retorik. Det er populært langt ud over Irans egne grænser i en muslimsk verden, der i stigende grad er i opposition til USA - Israels nære allierede - og hvor der er udbredt forståelse for et iransk ønske om atomvåben efter USA's invasion af Irak og doktrinen om 'forebyggende angreb'. På den anden side er regimet under indenrigspolitisk pres fra en iransk befolkning, hvor en meget stor del er unge, som kræver mere frihed. Ligesom han er under pres fra et vælgerkorps, der stadig mangler at se ham omsætte sine mange gyldne løfter om lavere arbejdsløshed og bedre vilkår for de fattige. Faktisk er priserne kun steget i et Iran, hvor mange spørger sig selv, hvornår de egentlig får gavn af de rekordhøje oliepriser. Ahmadinejad har forsøgt at dæmpe utilfredsheden ved at lempe lidt på håndhævelsen af de mange moralske restriktioner i den iranske hverdag. Men inden man falder i svime over denne lille flig af opblødning, så hører det med, at undertrykkelsen i de fleste andre tilfælde fortsætter. Til bestyrtelse for den iranske reformfløj blev den internationalt kendte filosof Ramin Jehanbegloo for nylig arresteret, hans skæbne er uvis. Advarslen til reformfløjen er ikke til at tage fejl af. Det ændrer ikke ved, at det iranske præstestyre kæmper en kamp mod tiden. Med så ung en befolkning, så omfattende en fattigdom og så voldsomme problemer med narkomisbrug og hiv/aids er regimet dømt til forandring. Hvad det håber på er imidlertid tid. Tid til at udvikle en atombombe, som en gang for alle vil gøre det umuligt for verden udenfor at blande sig i regimets politik og undertrykkelse. Men jo længere tid det tager, des større vil det indre pres for forandring blive. Det er lige nu vort bedste håb: Presset for forandring og behovet for investeringer udefra kan tvinge Iran til den dialog, som er eneste farbare vej for både iranerne og Vesten.