36 kvinder og mænd har brugt weekenden sammen med ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) på at komme op med fem konkrete forslag til, hvordan der kommer flere kvinder i ledende stillinger. At der er behov for at tænke over sagen, vidner tallene om: 4 ud af 100 danske topchefer er kvinder. Og når man ser, hvordan problemet gribes an, er der grund til refleksion. Alene den seneste tid har budt på et par eksempler på, at man tilsyneladende gør det rigtige, men i virkeligheden afslører en grundlæggende misforståelse af, hvad der er kvinders adkomst til lederstillinger. Når f.eks. Mærsk meddeler, at man inden for de kommende år har tænkt sig at ansætte en kvinde i en af virksomhedens topstillinger, siger det alt om, at kvinder kan bruges til at støve virksomhedens image af. Eller når ligestillingsministeren igangsætter undersøgelser, der skal analysere, hvad det betyder for en virksomhed, at der er kvinder i ledelsen. Som ministeren siger, er det et argument, mænd kan forstå, hvis man påviser, at det har kontante resultater på bundlinjen. Hvornår har mandekønnet sidst skullet bevise, at deres køn kan skabe resultater? Når en mandlig leder ikke leverer varen, ryger han ud, og en ny mand sættes i hans sted. Hvorfor gælder det samme ikke for kvindelige ledere? På den baggrund bliver man desto mere skuffet over resultaterne af 30 timers tankekraft: skattefradrag for hushjælp og en ligelig fordeling af barselsorlov mellem forældrene, statsministerudpegede 'ambassadører' for flere kvindelige ledere, en statslig fond til udviklingsprojekter, en pris til virksomheder, der fremmer kvindelig ledere, og tilbud om 'karrierepause' med mentorhjælp til kvinder, der vil hellige sig familien for en tid. Delt barselsorlov og skattefradrag for hushjælp ville fjerne nogle praktiske forhindringer, hvilket er stærkt tiltrængt, men nyt er det ikke, så hvorfor er det ikke allerede gennemført? Men er en årlig 'flinkepigepris' til virksomhederne virkelig en tidssvarende løsning på problemet? For slet ikke at tale om mandlige erhvervsledere, der skal betitles af en mandlig statsminister for at have haft mod til at udnævne kvinder? Det er nærmest en fornærmelse. Når nogen kommer for skade at nævne, at man i Norge har haft held med ordninger, der var mere forpligtende, og hvor man med arbejdsgiverforeningernes hjælp har fået besat halvdelen af pladserne i virksomhedsbestyrelserne med kvinder, bliver det mødt med argumentet over alle argumenter: Det ville være udansk. Og så er den diskussion jo heldigvis lukket.