Fidel Castro skal ikke høre nogen utaknemmelighed, hvis han langt om længe gør Cuba den tjeneste at trække sig tilbage fra sin enerådende magt – helt tilbage. Det vil ikke være et sekund for tidligt. Og ret beset måtte Castros exit gerne inspirere andre magthavere som Mugabe i Zimbabwe, Kibaki i Kenya, Kim Jong-il i Nordkorea, Ben Ali i Tunesien, Lukasjenko i Hviderusland og Assad i Syrien til at give pensionisttilværelsen en chance. Det er ikke deres alder, der er et politisk problem. Nej, problemet er deres magtanvendelse, deres undertrykkelse og deres korruption. AF URANSAGELIGE årsager er disse politiske forsteninger omgivet af en forbløffende international langmodighed, som nu i Cubas tilfælde tilmed får lov at dominere Castros eftermæle. Cubas reformer skal have tid, hævdes det, ingen skal skubbe på, ingen skal forvente noget som helst. Og hvorfor så ikke det? Castros forbrydelse er jo ikke alene, at hans regime har censureret kritikere og indespærret de mest genstridige – men at han i årtier har svigtet sine landsmænd ved at fastholde Cuba i en skruestik. Når samfundet ikke er brudt sammen, skyldes det snarere støtte udefra, end at Cuba har fungeret under Castro. Hverken Cuba eller andre undertrykte samfund skylder deres nuværende eller tidligere diktatorer at vise tålmodighed. Tværtimod. De har ret til udvikling, til frihed og til økonomisk og socialt at få andel af globale fremskridt. Og de har hverken pligt til eller nogen nytte af at vente på det bureaukrati, der har levet af at holde dem nede. VESTEN TRÆDER sig selv stygt over tæerne i disse år ved at begrænse retssikkerheden i den såkaldte kamp mod terror og ved at svække demokratisering for at opnå alliancer med venligtsindede diktatorer. Men én tradition kan både Vesten og andre lande fortsat bruge som bæredygtig og udviklingsfremmende – det er traditionen for, at magthavere står til demokratisk ansvar. Castro stod aldrig til ansvar. Han gav aldrig sine kritikere en chance for at regere Cuba bedre. I dag har Cuba ret til mere end en lillebror Castro, som vil regere i samme spor. Cubanerne har ret til selv at få en stemme – ligesom borgerne i Zimbabwe, Nordkorea, Tunesien, Hviderusland, Syrien m.fl. Deres magthavere kan i hvert fald lære én ting af Castro, langt om længe: Gå selv ... aj