Den økonomiske ulighed i verdens rige lande er vokset dramatisk i de sidste mange år. Det er ikke helt så grelt i Danmark som i USA eller Storbritannien, men tendensen er den samme. Løn og gevinster i toppen af samfundet er øget dramatisk – langt mere end den almindelige velstandsudvikling. Sådan er kapitalismen, kan man sige, og der er på mange måder grund til at glæde sig over den brede opbakning til markedsøkonomien, der på alle måder er planøkonomi overlegen som grundlag for velstand og velfærd i moderne demokratier. Ikke desto mindre kan gevinsterne i toppen virke både urimelige og provokerende – ikke mindst, når de tilsyneladende ikke påvirkes af økonomiske tilbageslag, sådan som det opleves, når toppen af erhvervslivet forgyldes, uanset om det går op eller ned. Demokratiets svar på denne udfordring er en fornuftig beskatning af de ulige gevinster. HVOR STOR den skat skal være, vil altid være til diskussion. Men at den skat, samfundet beslutter sig for, skal betales, burde ikke være til diskussion. Oplysningerne om, at rige tyskere har haft milliarder af skattefri euro parkeret på hemmelige konti i Liechtenstein, har derfor vakt berettiget opsigt i Tyskland. Men rige tyskere er naturligvis ikke anderledes end andre rige europæere, hvilket kom frem i går, da det viste sig, at også de britiske skattemyndigheder har erhvervet sig de informationer, som det tyske skattevæsen bygger sin aktion på. Det er på høje tid, at de danske skattemyndigheder gør det samme. Som det fremgår af dagens avis, ved de allerede, at også den danske skatteunddragelse har et betydeligt omfang. Det burde være indlysende, at det ikke kan gå hurtigt nok med at få indsigt i, hvilke velhavende danskere der ikke ønsker at dele deres penge med det velfungerende og erhvervsvenlige samfund, der har gjort det muligt for dem at tjene dem. Markedsøkonomien har skabt vores velstand, og i sin globale udgave har den i de senere år løftet millioner og atter millioner ud af fattigdom. Men hvis den varigt skal have lov til at gøre gavn, kræver det, at dens vindere accepterer spillereglerne. De tyske og de britiske skattemyndigheder har sat formelle hensyn til side, ikke bare for at skaffe samfundet det provenu, det har krav på, men for at understøtte den fri markedsøkonomis langsigtede legitimitet. Danske skattemyndigheder bør følge deres eksempel. ts