Josef Fritzl, der i torsdags blev dømt for sine forbrydelser i Østrig, er blevet kaldt et monster i nogle medier. Betegnelsen er ikke velvalgt. Den hjælper os ikke til at blive klogere på os selv. Og den er, naturligvis utilsigtet, et skræmmende spejlbillede på Fritzls eget fordrejede syn på dem, han holdt som livegne i sit kælderaflukke. Han nægtede sine fanger retten til såvel deres eget liv som deres egen død. For ham var de undermennesker i alle dette ords ekstremt negative betydninger. Men hans datter og hendes tre børn var mennesker med rettigheder akkurat som han, ikke slaver. Det samme gælder Fritzl. Som anklaget fik han lovens beskyttelse og en helt normal ret til at forsvare sig for domstolen i St. Pölten. Han blev dømt som menneske, ikke som monster. I VORES sprogbrug betyder ordet monster ’et uhyre’, altså noget grotesk, skrækkeligt eller vanskabt. Et monster er selve det umenneskelige i overnaturlig størrelse. Et monster har Djævlen skabt. Var det hele så enkelt, kunne vi ånde lettet op, efter at den 73-årige mand i torsdags blev sat definitivt bag lås og slå. Men Fritzl er, omfanget af sin forbrydelse til trods, ikke et fremmed væsen, og intet menneskeligt bør som bekendt være os fremmed. I DE SENESTE hundrede år har vi europæere i øst og vest, i nord og syd været besat af tanken om at udskille dem, der mishagede os. Vi har betragtet medmennesker som afskum, der kun fortjente død, slaveri, undertrykkelse eller fordrivelse. Den diskrimination har alt for ofte forhærdet os i troen på, at vi hverken kan eller skal tale med vores fjender. Og den har fået os til at glemme, at den bedste politik består i at løse konflikter uden vold. Fritzls sag er endnu et trøstesløst eksempel på, hvad vi mennesker i diskriminationens og herredømmets navn kan overtale os selv til at gøre af ondt mod andre. Derfor har den offentlige interesse for sagen været ikke bare berettiget, men nødvendig. pw