Alting ville være lettere, hvis både israelere og palæstinensere valgte forsonlige, kompromissøgende regeringer, ivrige efter dialog og rede til markante indrømmelser for at opnå fred. I stedet synes både israelere og palæstinensere i gang med at skaffe sig regeringer, domineret af nationalistiske og konfliktskabende partier, der er uvillige til de nødvendige kompromisser.
Det vil ske, hvis palæstinenserne giver Hamas-bevægelsen en afgørende stemme i en ny national samlingsregering, og hvis israelerne får en højreregering baseret på bosætterstemmer og et decideret arabiskfjendtligt parti. Hamas har aldrig fremmet fredsprocessen ved at stå bag vilkårlige raketangreb eller ved at holde hånden over ekstremisters mord på civile israelere. Og de israelske bosættere har stjålet palæstinensisk jord og konsekvent modarbejdet alle tilløb til fred. Der er sådan set kun to positive ting at sige om de kommende regeringer, hvis de begge vil bygge på rabiate modstandere af forsonlighed. Dels at de er resultatet af demokratiske valg – det er Mellemøsten ikke vant til – og dels at hvis man kan få disse regeringer til at tale sammen og søge fred, så vil en aftale formentlig have en vis grobund. Men de vil næppe forhandle af egen drift. Hamas vil fortsætte sin forberedelse af vold. Og de israelske bosættere vil fortsætte deres ulovlige byggerier. God grund til uro. Hvad kan omverdenen da gøre? Den kan undlade at falde for fristelsen til at vende begge regeringer ryggen – men tværtimod tale med begge og højt og lydeligt fordømme de fortsatte israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem og hvert eneste palæstinensiske angreb på civile israelere. De rabiate på begge sider har været vant til at slippe af sted med deres aggressioner, mens deres ’venner’ ser den anden vej.
