Det er nu mere end to år siden, at man med nedlæggelsen af amterne og sammenlægningen af 275 kommuner til 98 gennemførte den største reform af den offentlige sektor i nyere tid.

Dermed var der på stort set alle kommunale områder lagt op til mere effektive arbejdsgange for de ansatte – og et højere serviceniveau for borgerne. Det var i hvert fald sådan, at både kommuner og regering udlagde reformteksten: De større enheder ville give masser af stordriftsfordele, bedyrede de – og da ikke mindst i form af en mere professionel og fagligt kompetent offentlig sagsbehandling. Set i det lys var det en trist historie, Politiken kunne fortælle i torsdags: En gennemgang af kommunernes børnepolitik viser nemlig, at mange kommuners børnepolitik er endt som »varm luft i et ringbind«. Hele 19 af landets 98 storkommuner har end ikke formuleret en politik, når det gælder de udsatte børn og unge. Og at vi her ikke blot taler om et ’mindre’ kommunalt problem understreges af, at det er hele 10 pct. af en årgang, der har brug for offentlige støtteforanstaltninger eller anbringelse uden for hjemmet. Omsat til kød og blod er det altså 6.500 børn i en årgang, der har brug for en professionel og fagligt kompetent sagsbehandling fra kommunernes side. Ja, de har ikke bare brug for det, de har krav på det: Kommunerne er nemlig for længst blevet pålagt at udarbejde en sammenhængende politik på området. Og hvis de børn og voksne, der kommer i kontakt med det kommunale niveau, ikke mødes af børnesagkyndige folk, hvad kan kommunerne så med rimelighed forvente af deres egne samarbejdspartnere, f.eks. i anbringelsessager.