Efter valgkampen begynder den virkelige politiske kamp i Europa – om, i hvilken retning klodens største økonomi skal udvikle sig, her midt i en global nedsmeltning. Kampen er hverken skjult eller kompliceret: Vinderen skal der snart sættes ansigt på. Stats- og regeringscheferne fra de 27 EU-lande skal nemlig blive enige om en ny kommissionsformand. Og det skal vel at mærke være en frontfigur, som et flertal i Europaparlamentet vil stemme for. Magtspillet om den nye kommissionsformand er i dag det tætteste, EU kommer på en klassisk regeringsdannelse. Og heldigvis ser det ud til, at de europæiske parlamentarikere ikke bare automatisk vil stemme for den konservative kandidat, siddende EU-kommissionsformand José Manuel Barroso. I sin egenskab af formand for de europæiske socialdemokrater forsøger Poul Nyrup Rasmussen at kaste grus i maskinen. Den tidligere statsminister kæmper for, at regeringscheferne ikke som tidligere træffer en af de vigtigste beslutninger hen over hovedet på parlamentet. Med Nyrup i spidsen kræver parlamentarikerne at blive hørt. KRITIKERNE svarer igen, at Poul Nyrup Rasmussen kun modarbejder Barroso, fordi han vil være kalif i stedet for kaliffen. Kendsgerningen er imidlertid, at det er den liberale gruppe i Europaparlamentet, der – som tungen på vægtskålen – kommer til at afgøre, hvem der bliver den nye EU-kommissionsformand. Alternativet er en liberal kandidat, ikke en socialdemokrat. Vælgerne har dog et krav på at få andre bud end Barroso. Ligesom i en valgkamp til Folketinget bør kandidaterne åbent fortælle, hvem de peger på som ny EU-kommissionsformand. På sin blog fremhæver Nyrup selv den tidligere liberale statsminister i Belgien Guy Verhofstadt som et bedre alternativ. Men uanset hvordan magtspillet ender, fortjener Nyrup stor ros for at anskueliggøre Europaparlamentets reelle indflydelse i en diffus valgkamp, men også for at markere over for regeringscheferne, at det er politiske holdninger, ikke kun nationale kompromiser i rådet, der bør være afgørende i EU.