I disse dage og timer, hvor urolighederne fortsætter, censuren breder sig, og magthaverne i Teheran blander små indrømmelser med grov repression, må alle frie menneskers sympati gå til de hundredtusinder af iranere, der kræver, at deres stemme bliver talt – og hørt. De seneste uger er en påmindelse om, at Iran langtfra er en totalitær kolos uden sprækker og spændinger. Det religiøst baserede regime har pluralistiske træk, der er løbende afholdt valg, hvor resultatet ikke var givet på forhånd, og Iran har et stort og ungt civilsamfund.
Desværre er begivenhederne samtidig en mindst lige så stærk påmindelse om, at magten i sidste ende ikke ligger hos vælgerne, og at de konservative, fundamentalistiske og populistiske dele af regimet har deres eget, stærke magtgrundlag. Men hvad betyder konfrontationerne for EU’s og USA’s politik over for Iran? Både Washington og Bruxelles tøver – i modsætning til Rusland og Kina – med rette med at lykønske en præsident Ahmadinejad, der som minimum har betjent sig af massiv valgsvindel, hvis han ikke ligefrem har gennemført et statskup. Det er dog klogt, når den demokratiske verden – med præsident Obama i spidsen – også tøver med direkte at solidarisere sig med folkeoprøret. En markant amerikansk udmelding ville – trods mange iraneres relativt positive syn på USA – give bagslag i en region, hvor amerikanske interventioner ikke ligefrem er populære.
