Brikkerne til en ny klimaaftale er ved at falde på plads.
Mod alle odds ser det ud til, at verdens lande vil nå til enighed om en global CO2-aftale på klimakonferencen i København til december. Samtidig er det dog også ved at afsløre sig – i takt med at brikkerne lægges op på det grønne forhandlingsbord – at aftalen vil blive markant mindre ambitiøs end forventet. Og tilmed teknisk ineffektiv. Senest har energiudvalget i det amerikanske underhus, Repræsentanternes Hus, godkendt en løsning, der ligger under det i forvejen moderate ambitionsniveau, som præsident Obama har talt om. Hvis aftalen overhovedet vedtages, vil USA kun forpligte sig til at reducere CO2-udledningen med sølle 17 procent i 2020 i forhold til 2005. Alligevel er det største problem ikke den sløve start. Amerikanerne bygger desværre også videre på EU-landenes tvivlsomme system med såkaldte klimakvoter. På papiret er ideen at sætte et loft over CO2-udslippet og så bortauktionere retten til klimaforurening. Problemet er blot, at systemet ikke fungerer i praksis. Prisen på en kvote er så latterligt lav, at ingen ændrer adfærd. KVOTESYSTEMET har udviklet sig til en bureaukratisk papirmølle. Årsagen er politisk: Af frygt for at energipriserne skulle stige mærkbart, har magthaverne i Europa, og nu også i USA, valgt at uddele alt for mange CO2-kvoter gratis. Og når der ikke er knaphed på en vare, ja, så falder prisen ned mod nul. Officielt har man ganske vist etableret et klimasystem i Europa, og politikere kan dække sig ind under grønne floskler, men vælgerne fortsætter upåvirket forbruget, fordi kvoterne ikke påvirker priserne. Foreløbig er der ikke mange, der kritiserer kvoterne – af angst for, at de globale klimaforhandlinger skal kollapse. Men realiteten er, at verden har brug for et mere effektivt og konsekvent beskatningssystem, hvis ord skal veksles til handling. Frem for at videreføre et indirekte kvotesystem i en ny global aftale vil det være mere intelligent at indføre direkte CO2-skatter, altså nye grønne afgifter på energiforbrug. Hvis det skal lykkes at bremse global opvarmning, skal det gøres dyrere, mærkbart dyrere, for den enkelte at forurene kloden.
