Med kant til de foregående års nationalkonservative kulturkamp satte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i går en ny, åben og socialliberal dagsorden i sin første nytårstale. Hvis nogen skulle være i tvivl, fik Løkke slået fast, at han ikke længere blot er vikar for Anders Fogh. Statsministerens håbefulde nytårstale adskiller sig i sin konstruktive tone, sit ærlige tilbageblik på fejlene i 2009 og sin samlende drøm om et spraglet og mangfoldigt Danmark næsten demonstrativt fra de senere års opsplittede verdensbillede.
Løkke gjorde op med forgængerens begejstring for grådighed og foragt for offentlige løsninger. Stilskiftet i nytårstalen kunne også lyde som et opgør med Dansk Folkeparti – og de seneste års ensidige blokpolitik i Folketinget. Løkke åbner i hvert fald for et mere pragmatisk samarbejde. Stik modsat Foghs tilsvarende første nytårstale i 2002 – der var rettet mod fremmede og smagsdommere, og som kort efter blev udbygget med uforsonlige udfald mod rundkredspædagoger – appellerede Lars Løkke i går til en ny fælles borgerlig offentlighed, med rum til individualisme og mangfoldighed. Det mentale vendepunkt Regimeskiftet fra Fogh til Løkke kan blive historisk. Måske lige så vigtigt som det kombinerede statsminister- og partiskift mellem Anker Jørgensen (S) og Poul Schlüter (K) i 1982, og senere fra Schlüter til Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1993, begge gange uden folketingsvalg. Løkke kan komme til at repræsentere det »mentale vendepunkt« i dansk politik, som han selv talte om i går. Som barn af velfærdssamfundet forstår Løkke tilsyneladende, at kreativitet, gruppearbejde og internationale kulturpåvirkninger kun er med til at styrke Danmark. Foreløbig er det politiske stilskifte kun retorisk. Som statsminister har Lars Løkke endnu til gode at vise, at han evner at tage hensyn til andet og mere end Dansk Folkeparti. I den konkrete politik er der god plads til forbedringer i det nye år.
