Hvordan kan de vestlige demokratier få sig en partner i Mellemøsten? Sker det bedst ved at invadere en diktaturstat og satse på, at der med militære midler kan skabes et forbillede for hele regionen? Eller er sandsynligheden for at det lykkes større, hvis man vælger en både europæisk og muslimsk partner, der i forvejen er stabil, baserer processen på gensidige fordele, og samtidig stiller ufravigelige krav om demokrati, retsstat og økonomisk åbenhed? Sammenligningen er naturligvis ikke helt retfærdig. Men den sætter på spidsen, hvad EU kunne opnå med en vellykket optagelse af Tyrkiet i EU. I skarp kontrast til den irakiske katastrofe, som USA i disse dage er ved at se i øjnene. Det seneste kompromis kan ikke skjule, at mange europæiske politikere har fået kolde fødder, når det gælder Tyrkiet i EU. Det betyder, at der under alle omstændigheder kommer til at gå endnu længere tid end forventet, før Tyrkiet bliver fuldgyldigt medlem. LANGT ALVORLIGERE er det, at mange EU-ledere - vores egen statsminister er desværre en af dem - lige nu optræder så kortsigtet og urimeligt, at unionen er tæt på at signalere til Tyrkiet, at landet aldrig kan blive medlem. Hovedproblemet i forhandlingerne er EU’s nye krav, ikke Tyrkiets ændrede adfærd. Det er, som om EU-landene er ved at fortrænge, hvor gigantisk en succes for Europa de hidtidige udvidelser har været, og hvor meget, der egentlig står på spil, hvis man for alvor trækker en grænse, hvor Tyrkiet befinder sig på den anden side. Ligeså forkert det er at beskrive Europas forhold til den muslimske verden som et bloksammenstød på linje med den kolde krig, ligeså rigtigt er det, at det muslimske Mellemøsten rummer en lang række konfliktlinjer, hvis udvikling har stor betydning for vores egen fremtid. At gøre alt for at støtte de kræfter, der ønsker demokrati, modernisering, samhandel og fælles udvikling, snarere end dem, der tænker i hellig krig og konfrontation, burde være i vores indlysende egeninteresse. En ting er at forhale Tyrkiets optagelse af bekvemmelighed, eller for at opnå nødvendige indrømmelser. Noget helt andet er at forskertse en historisk mulighed, som begge parter gennem årtier har arbejdet på at gøre mulig. Hvis EU-landenes politiske ledere i sidste ende ikke er opgaven moden, vil historien ikke tilgive dem.