Som man kunne læse her i avisen i går, hævder filosoffen Ole Thyssen, at det er for let at være ’taber’ i det danske velfærdssamfund. I stedet for at anerkende, at det er deres egen skyld, at de er tykke, dumme, arbejdsløse, svagelige osv., forsøger ’taberne’ at få anerkendelse ikke »for deres kompetence, men for deres inkompetence«, som Thyssen siger. Og til at hjælpe dem med det, står hele »det velfærdspolitiske kompleks« parat: En »feudal elite« af behandlere, der ødelægger folks evne til at klare sig selv i den sunde konkurrence, der holder samfundet i gang. Et samfund, der ifølge filosoffen bygger på konkurrence, fornyelse og ulighed – ikke på jammer og svaghed. Hvor er det nu man har hørt det før? Hos Nietzsche? Eller nyliberalisterne? Under alle omstændigheder er det endnu en gang noget kynisk sludder. For det første er præmissen forkert. End ikke i velfærdssamfundet giver det anerkendelse at være hjemløs eller invalidepensionist. Det giver anerkendelse at være filosof og blive interviewet til avisen. Der er ingen gevinst ved at opgive uddannelse og arbejde og lade sig falde ned på bunden. Tror Thyssen virkelig, at mennesker der har et valg, hellere vil tabe end vinde? I så fald er der noget tendentiøst galt med filosoffens empiri. Spørg luderne, spørg narkomanerne, spørg alkoholikerne, hvor sjovt det er. Hvad skal for det andet en brutal stempel-kategori som ’taber’ gøre godt for? Siden det er blevet smart at være politisk ukorrekt, synes moderigtige samfundsdebattører at kappes om at sige de frækkeste ord. ’Krigeren, borgeren og taberen’, hedder den bog som Thyssen netop har udgivet sammen med sociologen Henrik Dahl. Den form for populær mærkat-sociologi er velegnet, når man vil høste anerkendelse i tv’s debatprogrammer, men vores indsigt i tingene øger den næppe. Det danske velfærdssamfund bygger på en fin balance mellem markedskræfter og social solidaritet – en balance resten af verden misunder os. Det »velfærdspolitiske kompleks« opstod, da det lykkedes at skifte fattigdom og almissers vilkårlighed ud med rationel, institutionel social retfærdighed. Den skal vi ikke sætte over styr, bare fordi det er på mode.