0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Leder: Et år efter

Vi har ikke lært så meget – endnu

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Netop I dag for et år siden offentliggjorde Jyllands-Posten tolv karikaturer af profeten Muhammed, som avisen havde bestilt for at bryde den massive selvcensur, når det gælder kritik af islam, islamisme og muslimer, der dengang herskede i den danske offentlighed.

Ingen havde på det tidspunkt på tryk eller i tale turdet problematisere hverken den politiske islam, den islamistiske terrorisme eller den undertrykkende måde, islam udlægges på mange steder i verden. Heller ikke dengang kunne Dansk Folkeparti komme til orde i den offentlige debat, endsige opnå nogen form for politisk indflydelse, undertrykt som partiet var af en herskende politisk korrekthed, der på det nærmeste forbød, at man på nogen måde problematiserede islam og muslimer.

Eller hvordan var det nu lige, det var?

Den hjemlige uenighed om karikaturkrisen er så stor, at selv basale kendsgerninger om, hvad der skete, er omgivet af fortolkningskrige. I betragtning af, at det slet ikke er et år, men kun syv måneder siden krisen for alvor dominerede nyhedsbilledet, er det forståeligt, hvis sagens hovedpersoner endnu ikke er nået til en mere reflekterende fase. Hvis de da nogensinde gør det.

Men kan man i det mindste ikke sige, at vi har lært, at mange muslimer over hele verden har et så intenst forhold til deres religion, og at en lang række muslimske ledere derfor har en så stærk interesse i at forsvare – eller misbruge – religionen, at krænkelser af islam kan udløse voldsomme, globale reaktioner? Det er i hvert fald rigtigt. Hvis vi var i tvivl, så har krisen om pavens middelaldercitat mindet os om, hvad en påstået fornærmelse af islam kan bruges til.

Men selv om den potentielle og globale muslimske vrede måske er en ny oplevelse og erkendelse for mange danskere, kan man ikke sige, at fænomenet er nyt. Islams stigende politiske betydning i den muslimske verden har mange år på bagen, og karikaturkrisen skabte naturligvis ikke de frustrationer og de manipulationsmuligheder, som den udløste.

Skal vi lidt mere konkret forstå, hvad det var, der skete, og hvad der ramte os, gør vi derfor klogt i at gå lidt tættere på, hvad der skete herhjemme.

Karikaturkrisens mest iøjnefaldende mysterium er jo, hvorfor det tog fire måneder fra offentliggørelsen af de fornærmende karikaturer og til den globale eksplosion. Det er uhyre sjældent, at en avis’ indhold eksploderer med så lang en lunte. Hvordan kunne en lokal konflikt mellem en dansk avis og en lille gruppe danske, religiøse muslimer nå så langt ud? Hvorfor endte den med at interessere først en række muslimske diplomater og regeringer, derefter så mange religiøse og politiske ledere, så en stor offentlighed og millioner af forbrugere og til sidst de mest rabiate regimer og grupper i den del af verden med voldelige protester og trusler til følge?

Hvor svært det end er at forstå for os, ligger første del af svaret faktisk i selve offentliggørelsen. Hvis avisen blot havde krænket det forbud mod at lave billeder af profeten, som er traditionelt i store dele af islam, havde reaktionerne været beskedne. Der er faktisk trykt billeder af profeten før her i landet. Hvis Muhammed var karikeret i en konkret anledning, sådan som det normalt er tilfældet med karikaturtegninger, ville den anledning næppe heller have kunnet bære den store spredning. Det var offentliggørelsens symbolske karakter – en markant og ensidig hævdelse af retten til at håne i et frit samfund – der gjorde den langtidsholdbar og gjorde, at den kunne samle alle de splittede fløje i den islamiske verden imod sig. Jyllands-Posten har ret i, at der er en lang tradition for en sådan håne- eller provokationsret i vores samfund, ofte vendt mod præster, kirke og sågar Jesus himself (selv om avisen ikke selv ligefrem er gået i spidsen på det område). Provokationen var imidlertid her ikke vendt mod den herskende religion – så skulle den jo være gennemført i et muslimsk land – men mod et lille mindretal. Det bragte den tættere på ensidig propaganda end på de fritstående provokatører – fra Voltaire til Jens-Jørgen Thorsen – som avisen påberåbte sig.

Det helt usædvanlige var dog, at den danske regering ved at nægte både at lægge nogen form for afstand til provokationen og indgå i nogen form for dialog med de krænkede ambassadører, lande og organisationer gjorde sagen international. Det kunne avisen ikke have forudset, og det bragte den til sidst i farezonen på en skræmmende og helt uacceptabel måde. Men at hævde den særlige provokationsret, som i hvert fald delvis er etableret i det gennemsekulariserede Europa, ikke som avis eller som kunstner, men som regering i det internationale diplomati, ja, det var ikke bare helt usædvanligt. Det var også ansvarsløst og kritisabelt. Det betalte det danske samfund en pris for, en pris, der ikke kun kan gøres op i tabte eksportinteresser og øgede sikkerhedsrisici.

At gøre det til karikaturkrisens danske pointe er mange af os ikke modne til. For det ville forudsætte, at vi fik øje for, hvad demokrati og integration har til fælles, nemlig behovet for gensidighed og ligeværd. Der skal nok mere end et år til, før vi når så vidt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere