Det lykkedes før sommerferien europæisk diplomati - i første række tysk diplomati - at overbevise Bushregeringen om, at den må være villig til at forhandle med Iran, hvis den vil opnå iranske indrømmelser. At så elementært et resultat var svært at opnå, afspejler dels forhistorien - iranerne tog i 1979 hele den amerikanske ambassade som gidsel, og har ikke siden haft diplomatiske forbindelser til USA - dels USA's ambitioner om at revolutionere og demokratisere Mellemøsten, inklusive Iran. Den amerikanske åbning førte til det samlede, internationale tilbud til Iran, som landet nu har afslået. Iran vil ikke acceptere forhåndsbetingelsen, om at det skal ophøre med at berige uran, inden forhandlingerne indledes. Samtidig har den 'stedfortræderkrig' mellem Hizbollah og Israel, som USA og Iran har brugt den sidste måned på, ikke forbedret forhandlingsklimaet. Vi er tilbage ved udgangspunktet. I USA og Europa er der bred enighed om, at Iran ikke bør blive en atommagt. Målet er i sig selv rationelt og rimeligt, om end det kan være svært at forklare den almindelige iraner, hvorfor Indien, Pakistan og Israel gerne må, hvad der altså stadig skal nægtes den store persiske civilisation. Det korte af det lange er, at skal Iran effektivt begrænses til kun civil brug af atomteknologien, så skal landet have noget til gengæld. Her er det internationale tilbud, som EU har skruet sammen, en begyndelse, men det er nu tydeligt, at der skal mere til. Og dette 'mere' er først og fremmest åbne forhandlinger, amerikansk anerkendelse, og dermed en markering af, at et iransk regimeskift ikke står på USA's dagsorden. Men sagen er jo, at et regimeskifte har stået på den amerikanske dagsorden, og det af gode grunde. Teokratiet i Iran har manipuleret de demokratiske elementer i den iranske forfatning til egen fordel, og der er ingen tvivl om, at mange iranerne gerne så ryggen af præstestyret. At forhandle med styret i Teheran er derfor - ikke mindst set med neokonservative, amerikanske øjne - at forhandle med et illegitimt regime. Dilemmaet er banalt, men fundamentalt: Det er svært at opnå indrømmelser, hvis man ikke accepterer modpartens adkomst til at eksistere videre, efter at indrømmelserne er givet. Det gælder også for det iranske regime, uanset hvad man i øvrigt mener om det. Alternativet er en konfrontation, som det er meget svært at tro, at USA - endsige resten af verden - vil få noget godt ud af. Det er på høje tid, at Washington genopdager diplomatiets grundlove.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
