For et par år siden gik et billede Europa rundt og havnede også på Politikens forside. Billedet viste et par der tog solbad på deres håndklæder på en strand i det sydlige Spanien, og hvis man så godt efter, kunne man se, at der et stykke til venstre for dem lå en livløs krop. De var tilsyneladende uanfægtede af den døde afrikaner, der var skyllet op på stranden. De vidste ikke rigtig, hvor de skulle henvende sig, forklarede de, da de blev spurgt, hvorfor de ikke havde reageret. I dag foregår indvandringen fra Afrika på ingen måde i ubemærkethed. EU's grænseagentur, Frontex, patruljerer i Atlanterhavet og forbereder endnu en kystpatrulje, der skal sættes ind i Middelhavet, hvor to både i forrige weekend sank med 160 ombordværende, hvoraf kun halvdelen blev reddet. I samme weekend ankom 1.300 immigranter til De Kanariske Øer. Myndigheder og regeringer spørger sig selv, hvorfor så mange immigranter kommer netop nu. Svaret er enkelt: fordi de kan. Vejr og vind er gunstige, og der er både og menneskesmuglere til rådighed. Det burde ikke overraske nogen, at antallet af afrikanske immigranter er stigende. De seneste års rapporter om emnet har alle afsløret, at de immigranter, der er kommet til Europa fra Afrika de seneste år, er en lille fortrop for en gruppe på flere hundrede tusinde afrikanere, der blot venter på det rigtige øjeblik. Det er symptomatisk for den aktuelle situation, at nationalstaterne insisterer på at betragte migration, der i bogstaveligste forstand er et grænseoverskridende fænomen, som et nationalt anliggende. Frontex er i den sammenhæng en ubetydelig undtagelse, der i bedste fald redder liv, men derudover er et utilstrækkeligt og ugennemtænkt redskab. Agenturet er til gengæld udtryk for, at det eneste, staterne kan blive enige om at være fælles om, er kontrol, hvilket derfor får lov til at overskygge den nødvendige diskussion om, hvordan globaliseringen - som migration er et af de klareste udtryk for - modsvares af en politisk regulering og koordinering inden for rammen af internationale aftaler. Det er især verdenshandelen, der kan flytte noget i denne sammenhæng. Kort - men ikke forenklet - sagt: Hvis ikke vi vil have afrikanske tomater, får vi afrikanske tomatplukkere.