ET DIPLOMATISK drama udspilles imellem to af vore naboer, to af EU's folkerigeste lande: Polen og Tyskland. Det handler mest om to forhold, et fortidigt og et nutidigt. Det første gælder de vedvarende krigstraumer i det Polen, hvor nazisterne optrådte med størst brutalitet. Og den gamle angst for tyskerne søger uansvarlige polske politikere nu at genoplive, angiveligt af patriotiske årsager. Men det handler også om moderate polakkers kritik af en udstilling i Berlin om de fordrevne efter Anden Verdenskrig, især tyskere fra blandt andet Polen. Størst polsk modstand er der dog imod tyske planer om et fast mindecenter for tyske fordrevne. Det skal ikke glemmes, at uddrivelserne kostede flere millioner civile tyske liv, erkender polske kommentatorer. Men de frygter historieforfalskning ved for ringe tysk fokus på årsagerne til uddrivelserne. Den hårdeste konflikt om nutiden har også lange historiske rødder. Det er Polens vrede over en russisk-tysk aftale, indgået sidste år, om en gasledning direkte imellem de to lande under Østersøen. De polske ledere, der vandt sidste efterårs valg med antirussisk og antitysk retorik, sammenligner aftalen med den sovjetisk-nazistiske pagt, der førte til Polens deling. Den sammenligning skammer moderate polakker sig over. Men også folk som tidligere udenrigsminister Bronislaw Geremek, der repræsenterer det proeuropæiske Polen flot i Europaparlamentet, kritiserer aftalen. Geremek kaldte aftalen antipolsk i gårsdagens Politiken, da russisk gas skal ledes uden om det traditionelle transitland Polen. POPULISTERNE ved magten i Polen forstår øjensynlig ikke, at et godt polsk forhold til Berlin er en forudsætning for et godt forhold til Bruxelles. Men det kærer de sig måske heller ikke så meget om bortset fra det med pengene. De er EU-skeptiske, men tager gerne for sig af EU-fonde, som Polen får mere af end de andre nye medlemslande tilsammen. Den polskfødte Zbigniew Brzezinski belærer Polen om, at det er en fatal misforståelse at tro, at valget står imellem et tæt forhold til EU og et tæt forhold til USA. Polens vej til et styrket partnerskab med Washington går via Berlin og Bruxelles, understreger Brzezinski. Mens de særegne brødre, præsident Lech og ministerpræsident Jaroslaw Kaczynski, behandler den polske stat som deres personlige ejendom, kaster de også udenrigspolitikken lysår tilbage. Der er drevne diplomater af ægte europæisk tilsnit i Polen, men de er sat ud af spillet til fordel for uskolede diplomater, buddrenge for brødrenes påståede patriotiske udenrigspolitik. Forhåbentlig er det forbigående stupiditet, men tvillingerne synes mildt sagt ikke ret lærenemme angående omgangstonen i nutidens Europa.