0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Libanons håb

Om at tage Hizbollah på ordet

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Frustrationen over, at det går langsomt med at få opbygget den 15.000 mand store FN-styrke, der skal indsættes i Sydlibanon, er velbegrundet.

I en verden, hvor de europæiske lande ikke længere har traditionelle militære trusler mod deres sikkerhed, burde det ikke være et problem at løse så presserende en international opgave. Og tilstedeværelsen af både internationale og libanesiske styrker syd for Litani-floden ville ligne en kombination af det effektive og det legitime.

Man skal dog ikke gøre sig nogen illusioner: Hvis opgaven bestod i at afvæbne Hizbollah mod Hizbollahs vilje, så ville den ikke kunne løses. Hvad Israel trods massiv brug af både luft, sø- og landstyrker ikke kunne nå på en måned, er ikke i praksis et realistisk mål for en international styrke - selv ikke med et forholdsvis 'robust' FN-mandat.

Håbet om en varig våbenhvile og en gradvis stabilisering knytter sig derfor i bund og grund til de politiske muligheder. Det drejer sig om at tage Hizbollah på ordet, når man hævder først og fremmest at have kæmpet for Libanon og libaneserne. Bevægelsens nyvundne popularitet forpligter og kan også bruges til at binde bevægelsen til et Libanon, der på en paradoksal måde har genvundet en form for enhed midt i bomberegn og flygtningestrøm.

Når der er et håb, så skyldes det, at Libanons nye selvstændiggørelse af Syrien, og nationale forsoningsproces, udgør en meningsfuld politisk ramme, der kan give også de shiamuslimer, Hizbollah repræsenterer, en central og dermed potentielt stabiliserende rolle. Det ville i givet fald ikke være første gang i verdenshistorien, at en terroristisk bevægelse gradvis viste sig at være i stand til at påtage sig en ny rolle.

Meget kan gå galt, men i en libanesisk og internationaliseret sammenhæng har freden dog en chance. Her kan den lidt overdrevne arabiske fornemmelse af, at Hizbollah ligefrem vandt krigen, fordi guerillahæren ikke tabte, også spille en konstruktiv rolle.

Den kortsigtede virkning på den israelsk-palæstinensiske konflikt er til gengæld negativ: Olmert-regeringen vil nu få meget svært ved at trække sig ensidigt ud af dele af Vestbredden, og det må krible i fingrene på store del af Hamas for at få fat i en masse raketter. Trods alle de fine fredsplaner og det indlysende behov for en tostatsløsning mangler den proces stadig en politisk ramme, som begge parter kan engagere sig i. Her venter alle på det afbalancerede initiativ, som ingen desværre tror på, at George Bush kan eller vil levere.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere