Den tyske forfatter Günter Grass tager i sin selvbiografi, der udkommer under titlen 'Beim Häuten der Zwiebel' (Når løget skrælles) et opgør og en diskussion med sig selv. Den nu næsten 80-årige forfatter blev som 17-årig indkaldt til Waffen SS, efter at han allerede som 15-årig havde forsøgt - forgæves - at blive medlem. Den meget unge mand var altså en lige lovlig aktiv medløber i et Nazityskland, hvor sådan en handlemåde i øvrigt naturligvis lå langt inden for det normales grænser. Men det vil den gamle mand gerne have en nærmere forklaring på i dag, hvor han jo ikke er i tvivl om, at han tog fejl dengang. Grass diskuterer med Grass. Det er al ære værd. Og der er ingen grund til andet end at anerkende hans forklaring på selvopgørets sene tidspunkt: Først nu har han fundet en forsvarlig form, en litterær metode, som muliggør den diskussion, han gerne vil føre både med sig selv og med omgivelserne. Mange siger nu, at de gerne ville have haft denne viden om Günter Grass' fortid, når han har optrådt i rollen som nationens samvittighed og usædvanligt aktiv samfundsrevser. Enkelte fradømmer ham hæder og ære såvel politisk som litterært, ja kræver hans nobelpris trukket tilbage. Det sidste er nonsens: 'Bliktrommen' og alle de andre bøger er jo, hvad de er, uanset forfatterens biografi. Og hvad Grass' moralske tyngde angår, var den næppe blevet mindre af et sobert og seriøst selvopgør på et langt tidligere tidspunkt, nok snarere tværtimod. Men akkurat som Günter Grass selv mener, så er det et vigtigt selvopgør, han nu foranstalter. Der er ingen grund til fordømmelse eller forargelse, men der er heller ingen grund til relativisme. Det var ikke ligegyldigt, hvad den unge Grass foretog sig i 1943 og 1945. Der var, som i så mange andre menneskelige valgsituationer, noget, som var nemt og forkert, og noget, som var svært (uhyggeligt svært) og rigtigt. Tænk, hvis langt flere unge tyskere havde meldt sig til en modstandsbevægelse i stedet for til SS. Vel er man meget ung, når man er 15 eller 17 - men mangen en modstandsbevægelse, også den danske under Anden Verdenskrig, har haft rigtig mange medlemmer af netop denne aldersgruppe. På 60 års afstand må det være analysen og eftertanken, der sætter ind. Fri os for heksejagt, fri os for højtråbende relativisme, fri os for ligegyldighed. Günter Grass tager en myndig diskussion med sig selv. Det kan vi alle lære af.